Den legendariske og aldrende Playboy-stifter Hugh Hefner, der igennem et helt liv har omgivet sig med purunge Playboy-modeller og som er berømt for sine vilde fester, sætter nu sit legendariske hus Playboy Mansion til salg.

Det mener i hvert fald kendis-sitet TMZ at vide, og ifølge sitet kommer det til at koste mere end 200 millioner amerikanske dollars. Det svarer til 1,4 milliarder kroner. Huset ligger i Beverly Hills i Los Angeles.

Ifølge ejendomsmæglerkilder, som TMZ skulle have talt med, er det dog en urealistisk pris. Ifølge kilderne er huset kun en tredjedel værd og kan i bedste fald – på grund af dets historie ­– give Hugh Hefner 90 millioner dollars svarende til 618 millioner kroner.

Der er dog et lille 'men' i forbindelse med købet, og det er, at Hugh Hefner følger med. Som en del af handlen skal Hugh Hefner nemlig have lov til at bo i huset til den dag, han dør. Det er – ifølge TMZ – muligt at se huset, men et rum er undtaget, og det er hans soveværelse.