KØB PLUS!

Hug til Mads Mikkelsen- film

Danmarks største filmstjerne Mads Mikkelsen optræder hyppigt i medierne under Berlinalen, men hans film har ikke altid den kvalitet, han selv leverer.

Mads Mikkelsen er ikke bare med i de to mest storsælgende danske film for tiden, »En Kongelig Affære« og »Jagten«; hans navn dukker også konstant op under filmfestivalen i Berlin.

Blandt andet i den svenske instruktør Fredrik Bonds debutfilm »The Necessary Death of Charlie Countryman« med Mads Mikkelsen i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Berlin. Selvom filmen endnu ikke har været oppe at vende i Screens internatioanle anmelderpanel, der består af filmkritikere fra otte filmtidsskrifter og aviser, har bladet allerede stik mod sin vanlige stil, sendt en temmeligt negativ anmeldelse ud af filmen.

Filmen har den unge store stjerne og kommende Lars von Trier-skuespiller Shia Lebeouf i hovedrollen som en amerikaner der er faret vild i Rumæniens underverden, hvor Mads Mikkelsen har endnu en skurkerolle som sadistisk gangsterboss.

Screen kalder filmen som helhed »usammenhængende«, og gør nar af dens overdrevne kameravinkler og underlægningsmusik, der skal kamuflere dens manglende atmosfære. Bladet spår den et vist liv som kulthit, for dem der kan påskønne dens tegneserieagtige stil.

Screen har også offentliggjort, at Mads Mikkelsen er ved at lande endnu en stor, international rolle i en kommende filmatisering af John le Carres thriller fra 2010, »Our Kind Of Traitor«. Her skal danskeren atter spille en østlandsk gangsterboss.

Endelig bliver Zentropas længe planlagte western med titlen »Salvation« solgt på Berlinalens filmmarked, der er en af verdens største filmbazarer. Mads Mikkelsen spiller en udvandrer i USA, der udsættes for en grusom forbrydelse, som han må hævne. Filmen er ikke indspillet endnu, men finansieringen af dens budget på 70 millioner kroner er på plads.

Mads Mikkelsen er så vidt vides ikke selv i Berlin, hvor der fredag aften er den traditionelle Meet The Danes-fest for danske og udenlandske filmfolk.