Den amerikanske filmstjerne og tidligere NFL-spiller Terry Crews har valgt at delagtiggøre sine mange fans om en alvorlig afhængighed, der var tæt på at ødelægge den 47-årige skuespillers privatliv. Det har han gjort i en stribe åbenhjertige videoer på Facebook.

Det skriver amerikanske New York Daily News.

Han har optrådt i adskillige filmroller i hårdtpumpede Hollywood action-film, hvor han blandt andet har spillet med musklerne i selskab med macho-legender som Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger i 'Expendables-filmene'. Og før karrieren i Hollywood, brugte han de store muskler som professionel fodboldspiller i den amerikanske National Football League.

Skuespilleren Terry Crews ses her med sine kone Rebecca King-Crews under armen, under et velgørenhedsarrangement i Hollywood tilbage i 2013. 
Skuespilleren Terry Crews ses her med sine kone Rebecca King-Crews under armen, under et velgørenhedsarrangement i Hollywood tilbage i 2013. 
Vis mere

Men selvom karrieren umiddelbart kører på skinner for filmstjernen Terry Crews, har han nu selv valgt at stå frem og fortælle, hvordan han i årevis gemte på en knapt så glamourøs hemmelighed.

»I mange, mange, mange år var min beskidte lille hemmelighed, at jeg var afhængig af porno, fortæller Terry Crews, i en af de videoer, som skuespilleren for nylig har valgt at lægge åbent frem på sin Facebook-side.

I tre længere videoer fortæller Terry Crews om sin alvorlige afhængighed, som undervejs eskalerede så voldsomt, at den truede med at ødelægge ægteskabet med hustruen gennem 25 år, Rebecca King-Crews, der selv overvejede at gå i terapi på grund af sin mands pornoforbrug.

»Jeg var nødt til at ændre mig, fordi jeg indså, at dette var et stort, stort problem. Jeg måtte bogstaveligt talt gå til afvænning, fortæller Terry Crews, der for syv år siden besluttede sig for at gøre noget ved afhængigheden.

Skuespillerens vilje til at søge behandling betød efterfølgende til, at hans ægteskab blev reddet. Samtidig opfordrer Terry Crews nu andre mænd, der måtte lide af samme pornoafhængighed som han selv gjorde, til at søge hjælp.