Alle er velkomne

Når den folkekære skuespiller Holger Juul Hansen på mandag klokken 10 stedes til hvile fra Grundtvigskirken i København, bliver det en åben begravelse.

Det fortæller hans datter Christina Juul Hansen.

- Det bliver i fars ånd. Han har selv været ind over størstedelen af planlægningen, og han har hele tiden ønsket, at det skal være en åben begravelse, siger hun til bt.dk.

Matador

- Vi talte en del med far om det. Han har altid sagt, at man ikke kun kan være en offentlig person på nogle punkter. Og når man møder folk på gaden og taler med dem, så skal man også give dem lov til at møde op til ens begravelse og sige et sidste farvel, hvis de ønsker det, siger hun.

Holger Juul Hansen sov stille ind tirsdag aften k. 19.29. Omkring sig havde han hustruen Inge, sønnen Peter og datteren Christina samt hans elskede barnebarn Lærke.

Den 88-årige Juul Hansen blev i september sidste år indlagt med en slem lungebetændelse, som lægerne ikke kunne få bugt med. De sidste måneder har han været i store smerter og været indlagt på Bispebjerg Hospital i København, hvor konen Inge har stilbragt næsten hvert et minut ved hans side.

- Far vidste, hvilken vej det gik. Derfor har vi talt meget om begravelsen, og det er også hans eget valg, at det er sognepræst og hans gode ven Palle Kongsgaard ved Grundtvigskirken, der skal stå for begravelsen, fortæller datteren.

Holger Juul Hansen og hustruen Inge har i mange år boet i Skuespillerforeningen Hus på Bispebjerg i det nordvestlige København. Hjemmet ligger få minutter fra Grundtvigskirken, hvor flere danske skuespillere er begravet fra.