KØB PLUS!

Holger Juul Hansen må fejre jul på hospitalet

Gennem de seneste mange måneder har den folkekære skuespiller Holger Juul Hansen været inde og ude af hospitalet. Senest er han blevet indlagt på Bispebjerg Hospital, hvor han nu må fejre jul.

Det har været nogle hårde måneder for Holger Jul Hansen, konen Inge og resten af familien. Den nu 88-årige skuespiller har nemlig i en længere periode været meget syg. For omkring tre uger siden blev han igen indlagt på Bispebjerg Hospital i København med en lungebetændelse og vand i lungerne.

- Puhh. Vi er desværre indlagt lige nu, og det skal vi være julen over. Det er rigtig hårdt, men vi forsøger at holde humøret oppe, men det er ikke helt nemt. Holgers humør svinger, og nogle gange mister han modet. Men vi skal igennem det her, siger Holger Juul Hansens mangeårige kone og støtte under den efterhånden lange sygdomsperiode Inge Juul Hansen til BT.

88-årig Matador-stjerne hårdt ramt: Holger Juul Hansen indlagt igen

Tilbage i september i år blev Holger Juul Hansen ramt af en alvorlig lungebetændelse, og siden har han været indlagt flere gange. Indtil for tre uger siden virkede det til at gå bedre. Men så blev skuespilleren igen indlagt med lungebetændelse.

- Holger er træt, men han er også en fighter. Han kæmper for sin egen og familiens skyld. Men det har været en ordentlig rutschebanetur de seneste måneder. Holger er jo ikke 20 år mere, så det kræver mange kræfter at komme tilbage oven på sådan en omgang her, siger Inge Juul Hansen, der fortæller, at familien stadig skal holde en hyggelig jul sammen, selvom det bliver på hospitalet.

- Børn, svigerbørn og børnebørn kommer allesammen til jul. Og vi satser på at holde så meget jul, som Holger kan holde til. Når man har været inden for teater, så er man vant til at stuve sig sammen på lidt plads. Og vi skal også have pyntet op og have lidt god mad. For det hele skal ikke være skidt, siger Inge Juul Hansen.

Hun kan ikke sige noget om, hvornår hendes mangeårige mand kan forlade hospitalet. Men selvom hun under sygdomsforløbet også fik det slag, at blive fyret fra sit job på Therese Bøvings Balletskole, hvor hun underviste, så fokuserer hun udelukkende på at få sin mand rask igen.

- Lige nu tager vi det en dag ad gangen. For Holger skal være helt frisk, før han skal hjem. Det har været rigtig hårdt, og oven i det hele kom fyresedlen. Det var en ordentlig øretæve oven i Holgers sygdom og helt utilgiveligt. Men nu gælder det bare om at få Holger på benene. Alt andet kommer bagefter, siger Inge Juul Hansen.

Læs også: