Højgravide Anni Fønsby slap med skrækken, da en kæmpe lastbil kørte ind i hendes øse

Nogle dage har fanden skabt. Dage hvor den ene ulykke efter den anden snapper én i bagen. Sådan en dag havde Anni Fønsby i går.

Torsdag formiddag tilbragte hun på hospitalet, som moralsk støtte for en af sine nærmeste venner, der netop har fået konstateret en aggressiv form for kræft.

Efter den nedslående besked skulle hun besøge sin gamle cockerspaniel Gucci, der var indlagt til observation på dyrehospitalet. Og da Fønsby kører hjemad, rammer endnu en ulykke:

Mobilen ringer og hun holder ind til siden på Niels Andersensvej i Gentofte, da en kæmpe lastbil torpederer Fønsbys bil.

- Jeg holder ind til siden for at tale i telefon. Og pludselig begynder den foran holdende lastbil at bakke. Jeg sidder og taler, imens den kommer bakkende hen imod mig og kører ind i min bil, fortæller en rystet Anni.

- Jeg kan bare sidde og se på at trucken er ved at smadre min bil, siger Fønsby, der, på trods af chokket, straks sprang ud af bilen for at få kontakt til chaufføren og for at inspicere skaderne på øsen. Den åndsfraværende lastbilchauffør kunne dog ikke se, at han havde gjort noget galt.

- Han ville ikke erkende, at det var hans skyld. Derfor ringede jeg til politiet, men det ville de ikke tage sig af, siger Anni, der blev henvist til forsikringsselskabet og måtte tage turen hjem til whiskybæltet i en ramponeret karet.

Trods strabadserne endte dagen dog positivt, da Fønsby senere på aftenen løb af med sejren i TV3s mad-show 'Til middag hos...'. Foran smørtenoren Michael Bjørnson, operasangeren Joachim Knop og Malene Hasselblad fra 'Robinson'.

- Det er jeg rigtig glad for og stolt over. Og de 10.000 kr., jeg vandt, skal gå til de hjemløse.