Sanger og musiker Thomas Buttenschøn er selv født med HIV. Nu står han i spidsen for en stor velgørenhedskoncert i Zambia, som skal være med til at bekæmpe sygdommen i Afrika.

I en lang og personlig opdatering på Facebook, fortæller 30-årige Buttenschøn om baggrunden for et stort anlagt projekt i Zambia, hvor han vil gøre sit til at tage kampen op mod HIV og AIDS.

AIDS er stadig den helt store dræber på det afrikanske kontinent, og Buttenschøns mål er at være med til at skabe en AIDS-fri generation på globalt plan i 2030.

Thomas Buttenschøn er selv født med HIV. Han er søn af en zambiansk mor og en dansk far. Da Thomas Buttenschøn var otte år gammel, døde hans mor, og året efter mistede han sin far.

Da han var 12 år gammel, lå han pludselig selv dødssyg af sygdommen og fik at vide, at hans dage var talte. Heldigvis ville skæbnen det anderledes.

»Jeg var så heldig, at jeg på mirakuløsvis blev frisk, efter at lægerne havde sendt mig hjem med et par dage tilbage at leve i. Mit dødsleje blev på bogstavligste forstand kørt væk, og min hospitalsseng blev skiftet ud med en køjeseng, hvor jeg havde en hule nedenunder. Jeg kunne fortsætte med at lege, som alle andre tolvårige gjorde det. Jeg er i dag gift. Jeg har to sunde og raske børn, som jeg elsker overalt på jorden. Takket være medicin er hverken min kone eller mine børn smittet,« skriver han på Facebook og fortsætter:

»I min mors hjemland Zambia står det anderledes til. Her siger man, at den største smitterisiko der er, er i ægteskabet. Ofte fordi mændene går til prostituerede og bringer virus med sig hjem. Mange mænd vil ikke have, at deres koner skal testes, fordi så finder konen ud af, at manden har været hende utro. Dette betyder, at mange børn fødes hiv-positive og i mange tilfælde også dør af aids. I Danmark fødes ikke længere børn med HIV.«

I sin kamp mod sygdommen har Buttenchøn besluttet at holde en stor velgørenhedskoncert i Zambia. Billetten er gratis for alle, der vælger at få en HIV-test. De, der bliver testet positive, får tilbudt gratis behandling.

Du kan læse mere om Buttenschøns projekt på www.muchimba.org, hvor der også står mere om den fond, Muchimba Music Foundation, som han har oprettet til ære for sin mor.

Det er også af den vej, musikeren håber at kunne rejse penge til at leje det sted, hvor koncerten skal afholdes.

»Jeg håber I vil like og dele denne opdatering, og være med til at gøre en forskel for tusindevis af mennesker. Og hjælpe med at ændre verden,« slutter han sit lange indlæg.