Frodo, Frodo! lyder det taktfast fra et spændt publikum.
Elijah Wood bestiger dj-pulten i skjorte og pullover og ligner mest af alt en kejtet skoledreng, der nervøst smider et par håndtegn ud mod sine mange fans. Men de sluger det råt.
Vi kender ham som hobitten fra ’Ringenes Herre’, der rejser til Mordors rige for at tilintetgøre ringen over dem alle. Men lørdag aften gik rejsen til Amager, hvor den amerikanske skuespiller skiftede kappen og de behårede fødder ud med en solid pladesamling og et par høretelefoner.
Koncerten var en del af et ’ware-house-party-koncept’ arrangeret af Actionhygge, som er folkene bag Distortion-festivalen. I nattens anledning havde Actionhygge inviteret en lang række internationale dj, der skulle varme op under de festglade københavnere. Og en af dem var Elijah Wood, som vender plader med musikeren Turquoise Wisdom under navnet WoodenWisdom.
Som dj udfolder Elijah Wood sig i persiske og tyrkiske toner fra 70erne og 80erne. Og selvom WoodenWisdom ikke umiddelbart ringer en klokke hos de fleste danskere, var opmærksomheden omkring lørdagens koncert stor.
Køen foran den gamle lagerhal på Prags Boulevard på Amager var uendelig lang. Der er kun plads til 500 mennesker i hallen, men der var mødt mindst dobbelt så mange op. Det myldrede med utålmodige unge mennesker, som håbede at få et glimt af aftenens helt store attraktion.
Bagerst i køen stod Mia Pedersen og hendes veninde og småfrøs:
- Vi har stået og ventet på at komme ind i lidt over en time, fortæller Mia, som ikke havde regnet med, at der ville komme så mange til aftenens arrangement.
Længere fremme står Jonathan Jensen og drikker øl med sine fire venner. De har ikke noget imod at vente, så længe de får lov at se Elijah Wood smide svedige plader på anlægget.
- Det er en chance, man kun får én gang i livet, siger han.
Inde i den nedslidte lagerhal er stemningen høj. En stor, rød diskokugle hænger ensomt i loftet og stråler ned over et allerede fyldt dansegulv. Der er endnu et par timer til, at WoodenWisdom går på scenen.
Bag pulten står irske dj Fitz og spiller tyrkiske diskorytmer. Fitz bliver ofte sammenlignet med en brasiliansk kabaretdanser, og man forstår pludselig hvorfor. Selvom maven gynger voldsomt op og ned, kan den langhårede irer knap nok stå stille. Hans fødder bevæger sig hurtigt og sikkert til hans egne rytmer og smitter af på det danseglade publikum.
Ude i lagerhallens gårdhave er der tændt ild i et par rustne tønder, som de fremmødte kan varme sig ved. Her står fire friske fyre og griner:
- Du er sku da ikke fra BT. Du er sikkert bare fra et eller andet skoleblad, siger den ene, da BTs udsendte henvender sig.
Der er ingen tvivl om, at Palle, Daniel, Rami og Jon har taget festen med hjemmefra og nu er klar til at give den gas i lagerhallen.
- Vi er her, fordi vi hørte Frodo kom. Og vi ville selvfølgelig ikke misse chancen for at feste med vores hobit, siger Palle Sørensen
- Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre ham, hvor han har gjort af ringen, griner Palle.
Det kan måske overraske mange, at Elijah Wood har optrådt som dj i de seneste ti år af sit liv. Ironisk nok opstod interessen for at mikse musik, da skuespilleren filmede ’Ringenes Herre’ i New Zealand. Her spillede han på forskellige barer for sjov, men interessen voksede hurtigt.
- Jeg følte mig ikke legitim, før folk begyndte at sige ‘hey, det er godt,’ og så begyndte jeg at spille vinylplader for omkring tre år siden. Siden da har jeg ikke set mig tilbage, og nu er min pladesamling tredoblet, har Elijah Wood sagt til Politiken.
Som dj foretrækker Elijah Wood at stå på sidelinjen og slippe for at være i centrum. Da han lørdag aften langt om længe bliver ført gennem den berusede menneskemængde i lagerhallen på Amager, er det da også tydeligt, at han ikke føler sig helt godt tilpas.
Efter et par hurtige autografer sætter han sig ned bag scenen og begynder at kæderyge, mens han nervøst kigger over på de huende mennesker, der prøver at få hans opmærksomhed. Han åbner en dåseøl, og snart slapper han mere af.
En af de heldige, der får hobittens autograf, er Flemming. Og for ham betyder den lille krusedulle en hel del.
- Jeg har autografer fra de otte andre hovedrolleindehavere i ’Ringenes Herre’, så jeg manglede kun Frodos, siger Flemming og viser stolt en signeret dvd frem.
Allerede lørdag morgen stod Flemming klar i Københavns lufthavn i håb om at få et glimt og en autograf af den amerikanske skuespiller.
- Jeg vidste, at han kom direkte fra Istanbul, men jeg kunne ikke få øje på ham, siger Flemming, der så besluttede sig for at tage til Amager for at prøve lykken.
Langt om længe begynder dét, alle har ventet på.
WoodenWisdom bliver taget imod, som var de store rockmusikere. Det får stemningen i hallen til at stige, og de forreste bliver mast op mod scenen.
- Frodo, Frodo! Lyder det igen fra hallen.
Elijah Wood kaster endnu en gang armene ud mod sine fans, inden han tager høretelefonerne på. Pludselig forstår man, hvorfor han også er en respekteret dj. Skrigene forstummer og dansen går igang.