»Ret uvirkeligt.«

Sådan beskriver den 29-årige skuespiller Pelle Emil Hebsgaard sit forhold til den et år ældre danser Claudia Rex.

Den tidligere Vild med Dans-deltager brød med musikeren Kasper Svenstrup for to måneder siden, og forleden kom det frem, at hun nu danner par med den unge håbefulde skuespiller.

Claudia Rex har fundet kærligheden igen efter bruddet med musikeren Kasper Svenstrup.
Claudia Rex har fundet kærligheden igen efter bruddet med musikeren Kasper Svenstrup. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Pelle Emil Hebsgaard er blandt andet kendt fra flere musicals, filmen '9. april' og tv-serierne 'Rita' og 'Bedrag.'

Forholdet kom ikke mindst bag på Hebsgaard selv, at dømme efter et interview med netmediet Newsbreak. Her fortæller han, at han ikke selv helt ved, hvordan han bar sig ad med at gafle den smukke danser.

»Jeg aner faktisk ikke, hvordan jeg scorede Claudia. Det er stadig ret uvirkeligt for mig, hvordan jeg er endt med at vågne op ved siden af en gudinde hver dag. Jeg tror bare, jeg har været 100 procent mig selv og fået hende til at grine. Og så er det undervejs muligvis blevet hende, der pludselig fik skovlen under mig,« siger Pelle Emil Hebsgaard.

Da han bliver bedt om at sætte lidt flere ord på deres første møde, forklarer han, at det skete som lyn fra en klar himmel. Han er da heller ikke bleg for at indrømme, at han lige for tiden svæver på en lyserød sky.

Fremtiden vil han ikke forholde sig til på nuværende tidspunkt. Og selv om Pelle Emil Hebsgaard drømmer om at flytte sammen med 'mit livs kærlighed' en dag, så understreger han, at det ikke er noget, parret har konkrete planer om lige nu.

Pelle Emil Hebsgaard spiller hovedrollen i musicalen 'Seebach' på Fredericia Teater om Tommy Seebach. Forestillingen har premiere 29. september.