For mange var David Bowies liv et mysterium, der skulle løses. Det samme var hans øjne.

Umiddelbart så det ud til, at rockmusikkens Starman, der søndag sov ind efter 18 måneders kamp mod kræften, havde to øjne med hver deres farve. Virkeligheden var dog en anden. Hans pupiller havde fået forskellig størrelse, efter han som teenager var kommet op at slås med en skolekammerat, fordi de begge var vilde med den samme pige - Carol.

David Bowie og George Underwood var som 14-årige bedste venner. Det ændrede sig dog, da de forsøgte at date den samme pige.

Det var lykkedes George Underwood at aftale en dag med pigen, hvor de skulle mødes i en klub, men det var David Bowie langt fra tilfreds med. Det fortalte George Underwood i et interview med CNN for tre år siden.

»David var ret irriteret over det og sagde: 'Faktisk vil Carol slet ikke være sammen med dig, hun vil være sammen med mig. Hun kan bare ikke få sig selv til at sige det til dig',« fortæller George Underwood.

Så rødt til sidst

Til sidst lykkedes det David Bowie at få overbevist sin ven om, at hun faktisk ikke var interesseret i ham, og George Underwood besluttede ikke at møde op til det aftalte tidspunkt i klubben.

»Jeg var ked af det, men jeg besluttede mig for at tage ned i klubben halvanden time senere, og hendes ven fortalte mig, at Carol havde ventet på mig i en time, og David havde fået det til at se ud som om, jeg var en idiot,« husker George Underwood.

Dagen efter overhørte han, at David Bowie fortalte til nogle kammerater, at han havde vundet sig 'Georges pige'. Det blev den berømte dråbe for George Underwood.

»Jeg så rødt. Jeg vidste, at David ikke ville slå igen, men jeg var så irriteret, at jeg langede ud efter ham,« husker han.

Fingerneglen ridsede øjet

Da George Underwood slog ud efter David Bowie, ridsede hans fingernegl David Bowies venstre øje, og han måtte på hospitalet.

Lægerne konstaterede, at hans lukkemuskel i det venstre øje var beskadiget, og han måtte opereres to gange. Det lykkedes lægerne at redde hans øje, men han blev delvis blind på øjet, og hans pupil var 'frosset fast' i helt åben tilstand hele tiden.

Det fik det til at se ud som om, hans øjne havde hver deres farve.

Selvom slåskampen gav venskabet mellem David Bowie og George Underwood et mindre knæk, blev de hurtigt venner igen. Særligt fordi David Bowie mente, at øjenskaden faktisk kun hjalp ham med at skabe det overnaturlige look, der blev et synonym med ham i begyndelsen af hans karriere.

Havde gjort ham en tjeneste

Lige da George Underwood hørte om, hvad hans slag havde været skyld i, fik han det dårligt.

»Det vendte sig i min mave. Det var det sidste, som jeg havde ønsket skulle ske,« siger han til CNN og slutter:

»Men vi blev venner igen, og nogle år efter fortalte han mig, at jeg faktisk havde gjort ham en tjeneste, så jeg har det ikke dårligt med det mere.«

George Underwood og David Bowie havde stadig kontakt og så hinanden lige op til David Bowies død søndag. Blot tre dage efter, han havde udgivet sin seneste - og nu sidste - plade.

I en pressemeddelelse, som blev udsendt mandag morgen, lyder det, at David Bowie gik bort søndag 10. januar i sin families nærvær 'efter en 18 måneder lang og modig kamp mod kræften'.

David Bowie blev 69 år.