Alexandras nye husvært er en af hovedstadens største ejendomsmatadorer, Mikael Goldschmidt.

Det er den konservative ejendomsmatador Mikael Goldschmidt, der ejer det palæ- kompleks, hvor grevinde Alexandra har lejet sig ind i en 300 kvadratmeter luksuslejighed.

Helt personligt menes han at være god for over to milliarder kroner, og på Børsens liste over Danmarks største formuer var den 58-årige erhvervsmand placeret som nummer 38 sidste år.

Mikael Goldschmidt er kendt som en forretningsmand, der hellere satser på det konservative og sikre fremfor vilde, risikable investeringer.

»Jeg har altid ment, at ’den der lever stille, lever godt.’ Derfor har jeg aldrig deltaget i offentlige sammenhænge,« sagde han i 2003 til hjemmesiden ’Byens Ejendom – videnscenter for byudvikling’.

Goldschmidt er i dag en af de mægtigste ejendomsbesiddere i det centrale København, der samtidig er et af de mest lukrative områder i hele Danmark i forhold til ejendomshandel, investering og udleje.

Ud over sans for de rigtige investeringer har Goldschmidt også næse for den rigtige timing.

Solgte lige før boligboblen brast

I midten af 80’erne solgte han sin opsparede pantebrevsportefølje lige inden Poul Schlüter gennemførte karoffelkuren. Og i 2006 lige før boligboblen bristede, og boligmarkedet var på sit højeste, solgte han sit hovedselskab Atlas Ejendomme, hvilket ifølge Ekstra Bladet indbragte ham intet mindre end tre milliarder kroner.

Foto: Morten Juhl
Vis mere

Goldschmidtholdt på pengene, hvorfor han kunne opkøbe stribevis af ejendomme, der var styrtdykket i pris under finanskrisen. Det tjente Goldschmidt Holding mere end 300 millioner på. Bare i det første kvartal af 2009.

Ejendommen, hvor Alexandra bor er en af perlerne i Goldschmidts portefølje, og hans koncern har da også hovedsæde i ejendommen i forlængelse af pragtkomplekset, hvor Alexandra nu bor.

Her vajer flaget for M. Goldschmidt Holding A/S, der i dag ejer Imerco-kæden og har over 1.350 medarbejdere fordelt på 25 andre virksomheder med endnu flere underselskaber og datterselskaber tilknyttet.

Sådan er hendes nye bolig

Alexandras nye adresse er en af de mest eksklusive i landet, og den tidligere prinsesse har nu fri udsigt over Christian D. 4.s gule boligkvarter Nyboder med Rosenborg Slot og Kongens Have i horisonten, men grevinden skilter ikke ligefrem med sin tilstedeværelse i de nye centrale omgivelser midt i kongens København. På dørtelefonen står der ikke Alexandra Christina Manley, men bare ’Frederiksborg’, hvilket er en diskret reference til titlen grevinde af Frederiksborg, som hun blev tildelt af dronning Margrethe, da Alexandra blev skilt fra prins Joachim i 2005.

Efter skilsmissen fra Joachim blev Alexandra gift med fotograf Martin Jørgensen i 2007, men heller ikke det ægteskab holdt i længden.

I september måned sidste år meddelte Alexandra, at parret var gået fra hinanden.

De boede sammen i en palævilla i Hellerup, nord for København, som Alexandra havde fået overdraget kvit og frit af eksmanden prins Joachim.

Efter bruddet med Martin Jørgensen solgte Alexandra den 350 kvadratmeter store villa dette forår. Salgsprisen er ukendt, men boligen på mere end 350 kvadratmeter på Svanemøllevej i Hellerup var sat til salg for intet mindre end 25 mio. kr., og var udbudt i mindre end to måneder.

Efter salget fortalte Alexandra i et eksklusivt interview med BT, at hun nu var på udkig efter en midlertidig bolig, der skulle blive fundamentet for hendes nye liv efter bruddet med Jørgensen. Og det er så den, hun nu har fundet på Store Kongensgade i København.

Alexandra er ved at flytte ind i denne smukke ejendom, men indtil videre står der kun ’Frederiksborg’ på dørklokken.
Alexandra er ved at flytte ind i denne smukke ejendom, men indtil videre står der kun ’Frederiksborg’ på dørklokken. Foto: Foto: Uffe Kongsted
Vis mere

Her har hun lejet den syv værelser store lejlighed med højt til loftet og egen balkon på tredje sal, hvor der er god plads til begge teenagedrenge, og hele storbyen er indenfor umiddelbar rækkevidde. Samtidig har grevinde Alexandra fint selskab til daglig i den palæagtige ejendom, hvor der udover en række store firmaer, bor en del pensionerede spidser indenfor erhvervsliv og bankverden.

I samme opgang som grevinden bor William Thune Andersen, der er tidligere ambassadør og far til den tidligere topchef i Mærsk, Thomas Thune Andersen, der som nuværende Dong-formand er en af landets mest magtfulde erhvervsfolk. Hans ene søn, Michael Thune Andersen, bor ligeledes i den store ejendom.

På samme etage som Alexandra, ud mod Grønningen, bor Nils Bernstein, der udover stillingen som direktør for Danmarks Nationalbank, også har været departementschef både i Stats- og Finansministeriet.

Og i opgangen ved siden af bor Bodil Nyboe Andersen, der i sin tid blev afløst af Bernstein som øverste chef i Nationalbanken.

Alexandras nye hjem ligger lige overfor Kastellet og Churchillparken, og når familien skal besøge Felix og Nikolais farmor, dronning Margrethe, er der mindre end tre kilometer til Amalienborg, hvis man tager den smukke tur over Langelinie