Temperamentet bliver rødglødende, når Mads Mikkelsen møder egoister på fire hjul, der tror de har styr på alt og hensynsløst sætter andres liv på spil.

Og når den danske stjerne møder den slags mennesker, sætter han gerne sit eget liv på spil for at sætte dem på plads.

- Jeg er idealist overfor folk, der kører som svin og sætter andres liv på spil, fordi deres ego er så stort, at de tror, de har styr på alt, forklarer Mads Mikkelsen i et stort interview i det nye nummer af Ud & Se.

Hans vrede kan faktisk blive så stor, at han - til sin families store frustration - kan finde på at stoppe sin bil midt motorvejen og gå lige i flæsket på den bilist, som har lavet chikane.

Den værste situation han har befundet sig i med hensynsløse bilister, ligger tilbage til en af de to gange, hans kone var højgravid og parret befandt sig midt i et fodgængerfelt, da der pludselig kom en idiot kørende med djævelsk fart og kun var få centimeter fra at ramme dem.

Da Mads Mikkelsen bagefter så, at bilisten holdt for rødt lys 100 meter længere fremme, spurtede han efter bilen og hev i vrede den unge knægt ud af hvad der helt tydeligt var 'farmands' bil. Og endte med at sparke tre kæmpebuler i siden af bilen.

- Hjem og forklar far hvorfor. Jeg håber, den knægt tænkte sig godt om bagefter, siger Mads Mikkelsen til Ud & Se.