En fåmælt Henriette Strøm fastholder den forklaring, hun har givet politiet om sin søster Benedicte Strøm, der nu er sigtet for vold

Politiet har valgt at sigte den tidligere vært på TV Avisen Benedicte Strøm efter en episode tilbage i maj, hvor hun angiveligt overfaldt sin søster Henriette i deres fælles hjem. Det kunne Se og Hør fortælle i den forgangne uge, og over for BT bekræftede Benedicte Strøm også, at hun var sigtet for vold.

Hendes søster er derimod ganske fåmælt omkring episoden, hvor hun angiveligt har fået blå mærker og hævelser på kroppen, efter den 52-årige Benedicte har skubbet og slået hende.

- Der er hændt, det der er hændt. Jeg henviser til politiets rapport. Nu må sagen gå sin gang, siger Henriette Strøm til bt.dk.

Hun ved ikke p.t., hvor sagen står og har ikke yderligere kommentarer. Heller ikke til de udtalelser, som hendes Benedicte Strøm kommer med i dagens BT, hvor hun beskriver sin søster som værende ustabil.

- Jeg har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, siger hun.

De to søstre har de sidste 21 år boet på hver sin etage i en villa på Kildegårdsvej i Gentofte. Her har de levet med hver deres to børn, som børnenes morfar - Benedicte og Henriettes far Henning Strøm - ofte kom og passede, når døtrene skulle ud af døren. Og før i tiden var forholdet ifølge Benedicte Strøm da også godt.

Søsteren Henriette er dyrlæge og lektor på Landbohøjskolen, mens Benedicte Strøm er uddannet cand.polit. og journalist. Hun har tidligere været tv-vært hos DR, TV2 og TV3, men i dag driver hun sit eget kommunikationsfirma +Strøm.

Benedicte Strøm er sigtet efter straffelovens §244, den såkaldte 'milde voldsparagraf', der kan udløse op til tre års fængsel. Det er nu op til politiet at afgøre, om der skal rejses tiltale i sagen.