Komikeren Anders Matthesen er blevet gift med sin kæreste gennem mere end tre år, Cemille Rosenberg. Det skriver ugebladet SE&HØR i bladet, der udkommer torsdag.

Den 37-årige standup-komiker har angiveligt valgt at holde et diskret og hemmeligt bryllup. Men i det nyligt offentliggjorte regnskab for anpartsselskabet Anders Matthesen Production underskriver Cemille Rosenberg, der samtidig også er Anders' manager, sig nu som Cemillie Rosenberg Matthesen. Ifølge SE&HØR er Cemillies efternavn også blevet ændret i folkeregisteret. 

De to fik i 2011 sammen sønnen Spencer. Sønnen er deres første barn sammen, mens Anders 'Anden' Matthesen er bonusfar til et sæt tvillinger, som Cemille har fra et tidligere forhold. Parret er flyttet sammen med børnene i en villa på Frederiksberg i København.

Egentlig lå det måske ikke i kortene, at Anders Matthesen ville ende som gift familiefar. I hvert fald har udtalelser under hans tidligere shows tolkes på en måde, der kunne få det til at lyde som om, at børn bestemt ikke var en del af hans fremtidsplaner. Det har dog ændret sig.

Tidligere har komikeren også udtalt sig til BT om, hvad han forventer sig af en kone:

- Altså, hvis jeg skal have en kone, skal det være én, der passer mig, laver min mad, gør rent og alt sådan noget. Jeg siger ikke, det er kvindens plads. Det er bare min kvindes plads. Det passer ind i det, jeg har valgt. Eller også skal det være én med egne penge, og egen karriere, der har styr på det hele. En nørdet japansk pige, der spiller tværfløjte og ikke aner, hvor vidunderlig hun ser ud. Enten det eller den gammeldags måde: Nu går far ud i lysthuset, og sidder resten af aftenen. Kan I sove godt, unger, lød det fra komikeren tilbage i 2009.

Om Cemille Rosenberg Matthesen passer til en af de to typer, eller om 'Anden' har ændret sine krav efter mødet med hende, er dog ikke til at sige.

Hverken Anders Matthesen eller Cemille har ønsket at kommentere brylluppet over for ugebladet.