Man gik og troede, at den sidste Harry Potter-film for længst var indspillet. Den syvende og sidste bog i serien, 'Harry Potter og dødsregalierne', blev delt op i to film. Men nu viser det sig, at der er en aller sidste film på vej. En kortfilm.

Den optages i disse dage hemmeligt i Harry Potter-studierne i Watford, tæt på London. 

Skuespilleren Helena Bonham Carter - af Potter-fans kendt som Bellatrix Lestrange i filmene - er set udklædt i nærheden af studierne. En kilde fortæller The Sun om indspilningerne.

– Skuespillerne har virkelig nydt at være sammen igen. De er meget tæt på hinanden, siger kilden.

Kortfilmen kommer formentlig ikke i biografen eller på tv. Meningen er at de skal vises i attraktionen The Wizarding World of Harry Potter i Florida. Og i to kommende Potter-parker i Californien og Japan.  

Det vides endnu ikke, hvor mange af de oprindelige Potters-skuespillere, der medvirker i kortfilmen.