Mandag aften kunne danskerne se en dyster og alkoholiseret side af skuespilleren Frits Helmuth, som døde i 2004. DR portrætfilmen 'Frits - Ølhundens søn' viste Helmuths mange succeser, men den fortalte også om problemerne med alkohol og det svære forhold til børnene.

BT talte med datteren Pusle Helmuth, som medvirker i dokumentaren, efter en visning af filmen i torsdags.

- Jeg har følelser af kærlighed, af sorg, af afsavn, længsel. Jeg tror, jeg har været hele følelsesregisteret igennem på denne her time. Det er en barsk historie, som jeg selv har en birolle i, siger Pusle Helmuth.

Helmuth-familien


Også sønnen Mikael fortæller om, at Frits Helmuth var en dårlig far:

- Det var min farmor, der kom om morgenen og lavede morgenmad og sendte mig i skole, for da var han allerede taget af sted. Det var hende, der tog imod mig, når jeg kom hjem. Han arbejdede og var væk i lange perioder. Så det var mig og min farmor, der var sammen, det var mig og min farmor, der holdt sommerferie sammen, fordi det var lige den sommerferie, hvor han lige skulle filme denne film. Han siger det jo selv, at han nok ikke har været en vanvittig god far, og det var han da heller ikke.





Frits Helmuth tog selv initiativ til optagelserne, som bliver brugt i dokumentaren, inden sin død i 2004. Og selvom man ser en anden side af den folkekære skuespiller, mener Pusle Helmuth, at det er rigtigt at vise denne side.

- Min far har fået det eftermæle, han selv har valgt, siger hun.