Et par sæsoner har vi set Helle Joof som dommer i DR-programmet 'Talent'. Nu skruer hun danseskoene på i TV 2-programmet 'Vild med dans'.

Om få uger skal dansen atter gå på TV2. Skuespiller Tommy Kenter og sangerinde Kaya Brüel er allerede bekræftet af TV 2. Nu er filminstruktør og komiker Hella Joof også bekræftet som deltager i 'Vild med dans'. Det siger kilder meget tæt på Joof.
 
Hella Joof er en alsidig dame, der gerne vil i lag med de fleste kunstneriske udtryksformer. Det har hun været siden tiden i satiregruppen Lex og Klatten, som senere blev til Det Brune Punktum.

Sideløbende har Joof instrueret flere film, bl.a. 'En kort en lang' og 'Fidibus'. Her var der skuespildebut til Jokeren, som senere blev 'Talent'-dommer sammen med Joof på DR. På det seneste har man kunnet se Joof som (nøgen) mand i tv-reklamer sammen med vennerne Peter Frødin og Kirsten Lehfeldt.

Det kan blive nødvendigt med en publikummagnet i årets 'Vild med dans'. TV 2 har nemlig besluttet at forlænge 'Vild med dans'-perioden med to uger, erfarer B.T. Så det nu sendes over 12 fredage. Helt ind i december. Det er dels en krigserklæring til det nye DR fredagsprogram Skjulte stjerner. Dels er der udsigt til en masse sms-kroner i ekstraindtægter.

Foreløbig er kun Tommy Kenter og Kaya Brüel bekræftet af TV 2. Skuespilleren Tommy Kenter ligner en gedigen overraskelse i ’Vild med dans’. Men han er stor fan, bedyrer han.

- Jeg ser altid Vild med dans, og jeg elsker det. Det er vanvittig underholdende, og dans er den mest inciterende måde, man kan bevæge sig på. Det vil jeg rigtig gerne lære, siger Tommy Kenter til Billed-Bladet 

- Jeg har ingen kommentarer til navne på nuværende tidspunkt, parrene skal lige møde hinanden først. Men jeg er glad for, at I interesserer jer for Vild med dans, lyder det fra underholdningschef Gitte Madsen, TV 2.