Keld og Hilda Heick har haft bolig i Sverige i fem år. Men nu har de lagt planer om at flytte hjem til Danmark for bestandigt.

De flyttede blandt andet til Sverige for at være tættere på Anette Heick og hendes familie. Men nu fortæller Keld og Hilda Heick, at tiden snart er inde til, de vender tilbage til Danmark.

»Vi kommer ikke til at blive gamle her i Sverige. I løbet af de næste par år er vi tilbage i Danmark,« siger parret til Her og Nu og fortsætter:

»Jeg savner meget vores gamle kvarter, hvor vi kunne gå nogle lange ture i skoven. Den mulighed har vi ikke lige her i Tygelsjö,« siger Keld Heick.

Parret har tidligere boet i Holte i Nordsjælland, og de holder da også øje med boliger i det område, når de en gang vender tilbage. Men datteren, svigersønnen og de to børnebørn - Elliot og Storm - følger formentlig også med. Keld og Hilda Heick oplyser nemlig, at Anette Heick og Jesper Vollmer rykker teltpælene op, når den ældste søn Eliot skal i gymnasiet.