Mandag morgen måtte Niels Hausgaard smide håndklædet i ringen og aflyse alle job i den næste uge.

Den populære musiker og sanger rejser for øjeblikket riget rundt med showet ’Etik og alt det der’, der stort set er udsolgt overalt.

Men i går udsendte Hausgaards manager en kortfattet meddelelse om, at den 71-årige entertainer havde aflyst denne uges koncerter, fordi Hausgaard var blevet indlagt med en svær lungebetændelse.

Da BT talte med Hausgaard mandag, var det en stærkt afkræftet entertainer, der tog sin telefon, for at bekræfte, at han havde aflyst, hvilket han og de fleste andre underholdere ellers aldrig plejer at gøre, så længe de kan kravle op på scenen:

»Jeg plejer ikke at aflyse, og jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort det. Men jeg kunne ikke mere. Jeg er helt flad, og der er ikke noget at gøre. Jeg har fået en gang lungebetændelse, der vil noget... Det er surt,« sagde Niels Hausgaard, mens han hev efter vejret:

Har været småsyg længe

»Det er svært at sige, hvornår det driver over, men jeg er nødt til at tage konsekvensen, ellers bliver jeg aldrig rask,« sagde Niels Hausgaard, der fortæller, at han har været småsyg et stykke tid, og at han sandsynligvis er blevet smittet af folk, han har mødt på turnéen.

»Jeg har gået og hostet og hakket længe, og nu har det sat sig for alvor med over 40 i feber. Så nu er vi blevet enige om, at jeg giver det denne uge på langs, og så tager vi stilling der fra. Men det er ikke godt. Jeg er flad og kunne ikke mere,« siger Niels Hausgaard.

Han er ikke taget hjem til sig selv i Nordjylland, men har måttet blive i Aarhus, fordi han ikke er rask nok til at tage hjem og ligge i sin egen seng.

»Jeg ligger helt stille her, og flader ud i Aarhus. Jeg orker ikke at køre hjem. Min manager tager sig af mig her,« siger Hausgaard til BT.

Niels Hausgaard har indtil videre aflyst fem planlagte koncerter i Frederikshavn, Holstebro og Hjørring.

På turnéen akkompagneres han af Signe Svendsen, Sara Indrio og Christian Alvad.