Tv-vært Hans Pilgaard har forliget sig med sin fars død. Der er blevet vendt op og ned på tv-vært Hans Pilgaards liv det seneste halve år. I sommer døde hans far, luftkaptajn Kaj Pilgaard Nielsen, inden Hans Pilgaard nåede hjem, og få måneder senere blev han skilt fra sin livsledsager gennem ni år.

Der er blevet vendt op og ned på tv-vært Hans Pilgaards liv det seneste halve år. I sommer døde hans far, luftkaptajn Kaj Pilgaard Nielsen, inden Hans Pilgaard nåede hjem, og få måneder senere blev han skilt fra sin livsledsager gennem ni år.

-Jeg har tænkt meget over døden, siden min far døde, og på hvad jeg vil med mit liv. Det har været et halvt år med megen forandring, både privat og følelsesmæssigt, og jeg er stadig ikke nok på afstand til at kunne tale om min skilsmisse, fortæller Hans Pilgaard.

- Men i forbindelse med min fars død er jeg rigtig glad, fordi jeg fik sagt det, jeg havde brug for at sige, mens han stadig var i live.

Var ingen indianer

Min far var mange ting. Han var en stor mand og også til tider svær. Vi har slåsset meget – kærligt – men også voldsomt. Vi havde begge store egoer og personligheder, der kan fylde meget. Men jeg føler, vi fik taget afsked.

- En af de sidste gange, vi var sammen, tog han fat i mig og sagde: ’Du skal ikke føle dig forpligtet til at komme forbi, hver gang du er i Danmark. Hvis du ikke når det næste gang, så skal du ikke have dårlig samvittighed’, fortæller Hans Pilgaard og fortsætter:

- Han vidste, han skulle dø, og livet var hårdt ved ham til sidst. Jeg kunne se i hans øjne, at han havde mistet livsgnisten. Havde han været en indianer, var han gået ud i bjergene og havde lagt sig. Men han var dansk luftkaptajn fra Østbirk, siger Hans Pilgaard.

Græd i lufthavnen

- Jeg sad i lufthavnen og græd, da jeg på telefonsvareren have hørt beskeden om, at far var væk. Alt i mig skreg ’nej, nej, nej’, og jeg sad med en følelse af ikke at have nået det. Men da jeg kom om bord, så slog det mig: Han sagde det jo!

- En af stewardesserne havde bemærket min sorg og spurgte, om jeg ville have en whisky, og så sad jeg der og skålede i 12 år gammel whisky ud ad vinduet mod skyerne – for når alt kom til alt, så var det jo det helt rigtige sted at tage en afskedsskål med min far, luftkaptajnen, fortæller Hans Pilgaard.

Midt i al turbulensen er Hans Pilgaard blevet enig med TV2 om at fortsætte som vært på ’Hvem vil være millionær’. Foreløbig et år mere. Udover værtsjobbet hos TV2 er Hans Pilgaard også en efterspurgt foredragsholder.