Manden bag ’Headhunterne’ rider højt på krimibølgen.
Du skal være gået i enorme buer udenom samtlige boghandlere, Føtex’er, Bilka’er og lignende for ikke at være stødt på navnet Jo Nesbø.
Hans krimier ligger på hylderne overalt og i knap en million danske hjem. Og en af titlerne er altså ’Headhunterne’, som nu er forvandlet til film og det store lærred.
Men hvem er han, 51-årige Jo Nesbø, som på verdensplan har solgt 11,5 mio. bøger og i udlandet sættes i samme superliga som svenske Stieg Larsson og danske Jussi Adler-Olsen?
- Hvem er Jo Nesbø? Det korte svar er en norsk fyr, som fortæller historier. En meget minimalistisk men indholdsrig sætning, som er meget rammende, smiler forfatteren.
Professionel fodboldspiller
Ifølge Nesbø er svaret dækkende for hele hans brogede, men imponerende c.v., der indledes med, at han ville være professionel fodboldspiller. Siden blev han popstjerne samt børsanalytiker og journalist. For så at ende som forfatter i 1997.
- Alt hvad jeg har lavet, handler om at fortælle historier. I hvert fald for mig, mener Jo Nesbø, som i øvrigt stadig spiller med sit band Di Derre.
Men i modsætning til jeg-personen i ’Headhunterne’, super-materialisten Roger Brown, er ingen af hans valg truffet som kompensation for en mangel i sit liv.
- Mine valg har alle sammen været lystbetonede, en leg. En udfordring af mig selv og det jeg ikke kan. Så jeg er nok det modsatte af ham. Jeg er single. Har et barn. Har ingen bil. Ikke engang en cykel. Og slet ingen dyr kunst. Men jeg jo må have noget af ham i mig, ellers kunne jeg ikke skrive om ham, forklarer Jo Nesbø.
Succes
Han er god for 50 mio. kr., indrømmer han med et grin og et skuldertræk. Men ligner i sin sweatshirt og slidte jeans langt fra en multi-millionær. Og det store tal på bundlinien siger ham heller ikke særlig meget.- Udover at det giver mig mulighed for at have verdens bedste job, smiler han.
- For mig var det magiske øjeblik, da jeg solgte bøger nok til, at jeg kunne skrive på fuld tid. De første fem millioner du tjener, er vigtige. De betyder, at du kan købe en lejlighed, bo godt og hvis du lever nøgternt, leve godt. Efter det betyder pengene mindre, siger Jo Nesbø, som poster en del af sine millioner i en fond, der donerer penge til at lære indbyggere i tredie-verdens lande at læse og skrive.
Og når han ikke selv er fordybet i at læse og skrive, tager han klatreskoene på. Hjemme eller i udlandet.
- Det at klatre er en meget effektiv måde at lære din egen psyke at kende på. For er du bange for højder, som jeg er, så udfordrer du dig selv. Det er interessant at være dér, hvor du er 50 pct. rationel og 50 pct. i panik. At besejre panikken, blive bedre og vinde over dig selv, siger han helt glad.
For det er sig selv, Jo Nesbø konstant udfordrer. Også når han skriver.
Selvom han af andre sammenlignes med Larsson og Adler-Olsen, føler han ikke slægtskabet.
- Jussi har sine påvirkninger. Stieg sine. Og det samme for mig. Og jeg læser iøvrigt aldrig skandinaviske krimier, fortæller Jo Nesbø, som heller ikke har en forklaring på sin succes.
- Da jeg begyndte at skrive, så jeg mit publikum som to af mine gamle venner og mig selv. Det var dem, jeg skrev for og dem jeg prøvede at imponere. Og sådan er det stadigvæk. Og det vi kan lide, kan andre åbenbart også!
Terror
Jeg var en af de få, som intet mærkede, siger Jo Nesbø om den dag for to måneder siden, hvor Norge mistede sin uskyld og stort set hele Oslo blev rystet af bomben.- Jeg var også i Oslo. Men hang frit i luften i et klatre-reb i træningshallen, fortæller han og husker, hvordan alvoren først rigtigt gik op for ham, da han hjemme i sin lejlighed senere på tv så og hørte om skyderierne på Utøya.
- Der viste virkeligheden sig at være værre end fiktionen og det var forfærdeligt, at være vidne til, siger Jo Nesbø, som i en kronik har fortalt, at han den dag spurgte sin 11-årige datter, om hun var bange. ’Ja, svarede hun. ’Men hvis man ikke er bange, kan man heller ikke være modig’.
Han tror dog ikke, at de voldsomme begivenheder den dag, kommer til at forandre hans land.
- Det kommer til at påvirke nogen ting selvfølgelig. Men det kommer aldrig til at blive vores 9/11, hvor USA var tvunget til at spørge sig selv, ’hvorfor hader de os?’. Den tanke er ikke dukket op i Norge. Der er ingen følelse af, at Brevik er en person, som er repræsentativ for en stor og vigtig understrøming i det norske samfund. Så hændelsen vil med tiden mere blive betragtet som en naturkatastrofe end at noget er fundamentalt galt med vores samfund, mener Jo Nesbø, som hverken håber eller tror, at terroren vil påvirke hans eller andres måde at skrive fiktion på,
- Hvis man konstant skal frygte, at nogen bliver inspirerede af det, man skriver, så skal man lade være med at skrive krimier!
