BT var med, da Led Zeppelin-legenden Jimmy Page genså sin gamle ven, den danske rock-fotograf Jørgen Angel

- Henrik, det kan jeg altså ikke. Jeg har ikke noget pas, helbredet skranter, og jeg har besluttet mig for aldrig at rejse uden for landets grænser.

Således opløftet begynder min telefonsamtale med Jørgen Angel 20. september 2014. Jeg har altid vidst, hvem han var, det modsatte er ikke just tilfældet. Det forhindrer os dog ikke i at komme i snak, da kærligheden til classic rock og i særdeleshed Led Zeppelin er et fælles hjertebarn.

Som 15-årig fotograferede Jørgen The Yardbirds med Jimmy Page på guitar. Senere tog han som 17-årig de absolut første billeder i Gladsaxe af Led Zeppelin.

  

Et af de første fotografier overhovedet af Led Zeppelin, taget ved bandets første koncert, som foregik i Gladsaxe i 1968.
Et af de første fotografier overhovedet af Led Zeppelin, taget ved bandets første koncert, som foregik i Gladsaxe i 1968. Foto: Jørgen Angel
Vis mere
  

K.B. Hallen 1970

Jørgen Angel er manden bag et af den gyldne rock-æras mest berømte og ikoniske fotografier. Vi taler om billedet, som i dag bærer titlen ’The Whoosh’, som forestiller Jimmy Page i K.B. Hallen, 1970. Jørgen var 18.

Titlen skyldes Jimmy Page, som synes, at billedet udstråler netop whoosh.

 

Dette fotografi, taget af Jørgen Angel i 1970, er blandt verdens mest kendte rockfotografier. Jimmy Page har døbt billedet ’The Whoosh’.
Dette fotografi, taget af Jørgen Angel i 1970, er blandt verdens mest kendte rockfotografier. Jimmy Page har døbt billedet ’The Whoosh’. Foto: Jørgen Angel
Vis mere

Hertil kommer 50.000 ikoniske fotografier med alt, hvad der kan krybe og gå fra Stones over Abba til Freddie Mercury.

Jørgen lagde kameraet fra sig i 1983.

Med en blanding af held, magi og voodoo lykkedes det mig dagen efter vores samtale at få hul igennem til, at de gamle soulbrothers Jørgen Angel og Jimmy Page kan mødes igen.

Benplads i flyet

Jeg har mødt Jimmy før. Jeg ved, han aldrig glemmer en passioneret fagmand, hvis hjerte banker i hans eget taktslag, og han har tidligere fået munden på gled ved stikordet Jørgen Angel.

Næste morgen har jeg en jublende Jørgen Angel i røret. Lægen har givet grønt lys, man kan få pas på en uge.

Men Angel er både en ydmyg og bestemt herre. Hans livslange kærlighed, Karen, er afgået ved døden i begyndelsen af dette år, efter 31 års fantastisk ægteskab, og Jørgen passer på sig selv og har udsat sin egen slutdato. Derfor er der ufravigelige krav.

Jeg skal være der hele tiden, ingen morgenflyvning, mindst to dage på hotel, i hver sit rum, ingen undergrundstog, kun taxier, udførlig rejseplan på pdf (ikke noget med sms) og vigtigst af alt: benplads i flyet.

13 dage efter vores første høkerbajer på værtshuset 90eren står vi i Heathrow i London og Jørgens smil er på størrelse med Big Ben.

Herefter følger et par mildt sagt forrygende dage, og min rolle som konstitueret støttepædag og sygeplejerske bliver en loppetjans. The Angel is back in town, og det skulle London, damerne og ikke mindst Jimmy Page finde ud af.

Det er muligt, at Jørgens fysiske kampform er lidt mere Bendtner end Ronaldo, men man kan jo ikke gøre for, at man har charme.

Jørgen kan lide det ved kvinder, som kvinder kan lide, at vi mænd kan lide ved dem, tror jeg.

Bare lige et kort oprids af turen. Pigerne, der serverer på hotellet, får nærmest tårer i øjnene, da Jørgen stående overrækker dem grønne pund sterling for ekstra, speciel, fantastisk service.

Smyger sig frivilligt

Så har vi den 29-årige ukrainske forretningskvinde Julia Sarvi (der har kontaktet Jørgen pga. det berømte ’Harlekin’-portræt af Freddie Mercury).

Hun taler fem sprog, har tre uddannelser, en IQ på 152 og smyger sig helt og aldeles frivilligt tæt op ad ’The Angel’. Den gamle veninde Jill Furmanovsky (Pink Floyd-hoffotograf fra 70erne til i dag, tænk ’fabrik’ og ’flyvende gris’, woman of the year i branchen 1988, Oasis’ absolutte foretrukne).

Hun låner manden et kamera (Jørgen har i dag kun sin iPhone) og tilbyder sig frivilligt som assistent.

Dagen efter går fase ét af arbejdet i gang. Lyttesession med Jimmy Page og særligt udvalgt presse, på den remasterede version af det, der ofte bliver kaldt verdens største rockplade, Led Zeppelin IV og – i mine øjne – ikke mindre fantastiske Houses of the Holy.

Modtaget som en konge

Her bliver Jørgen modtaget som en konge af tunge notabiliter i branchen, et af hans Zeppelin-billeder hænger på væggen i legendariske Olympic Studios, hvor vi befinder os, Jørgen vidste det ikke selv. Jeg får tårer i øjnene, gåsehud, og vidunderligt ondt i ørerne over kvaliteten af de remasterede versioner. Jørgen er ikke lige begejstret, som han siger ’jeg kan li’ II’eren og Black Dog og Rock’n’Roll. Jeg er riff-mand.’

På busturen frem og tilbage sidder jeg ved siden af verdens vel nok mest kendte skrivende musikjournalist, David Fricke, senior editor på Rolling Stone. Han og Jørgen har selvfølgelig også en historik, og den fortsætter. Julia igen om aftenen. Som ægte gentlemen følger vi hende naturligvis hjem og ser hendes enorme balkon lige ud til Hyde Park.

Glæde og skræk

O.k., fint nok med at charmere pigerne, lånt kamera og andre fine fjer, Det er nu, det er nu. Hvis Jimmy ikke gider sige et ord, og – når det kommer til stykket – ikke aner, hvem Jørgen Angel er, så er alt det andet jo nærmest ligegyldigt. Vi møder op på hotel The Gore i London Knightsbridge, som freaks vil kende fra billederne fra Stones’ ’Beggars Banquet’, som hænger på væggene i dag. Mine kontakter er i orden, kender folkene, har været det før, og Jørgens har yderligere præpareret vejen.

Jeg glæder mig, Jørgen er ved at dø af skræk. Vi kommer godt fra start. Der er gensynsglæde af den store kaliber, Jimmy Page er tydeligvis ekstremt glad for at se og møde Jørgen igen. Det er fanget på film og er ganske vist. Alt er godt, men tiden er knap, og vi har en gameplan.

Aftalen er, at jeg kører showet, får skarpe citater på ’Zep IV’, ’Foo Fighters Wembley 08’ og aktuelle planer om nyt band og tur, og så kommer Jørgen på banen, hvor vi går efter tre primære punktnedslag. Første Zeppelin-koncert i Gladsaxe i 1968, Whoosh i 1970, og vanvittigt pressemøde ved Børge Birch galleri, 1973, hvor zeppelinerne maler videre på de endnu ikke tørre kunstværker.

Det fik vi og mere til. Lidt inde i interviewet bliver de to placeret ved siden af hinanden. Jørgen stråler om kap med solen, og Jimmys glæde, respekt og entusiasme over at stå ansigt til ansigt med sin gamle broder i ånden er indiskutabel. De poserer flere gange med bogen ’Beat mm’ med Jørgens billeder på guitaristens initiativ.

Jimmy interviewer Jørgen

På iPad-klippet hører man efterfølgende pressechefen, nærmest hviske amazing. Alle tilstedeværende ved, vi er vidne til et særligt møde, langt ud over det sædvanlige. Den ene fantastiske sekvens udfolder sig efter den anden. Rollerne bliver hurtigt byttet rundt, hvor Jimmy begynder at interviewe Jørgen.

Jørgens eneste restriktion i 1967 er, at han ikke må træde på Jimmys ekstra guitar, der ligger i en åben kasse foran scenen.- Det er let nok, for jeg havde kun én, ha, ha.

- Nej, der lå en i kassen.

- O.k., jeg ved præcis, hvad det var for en, det var min Danelectro.

- Nej, det var en Vox.

- Det er rigtigt, det må have været min 12-strengede, du har billeder af det.

- Ja.

Eller da Jørgen fortæller om, hvordan Jimmy bankede på til gymnastiksalen, hvor de frivillige var ved at gøre i stand til en hyggelig aften, og spørger, om de må øve lidt, da bandet kun har spillet sammen to gange tidligere i Jimmys dagligstue. Vi taler den historiske dato 7. september 1968, Bonham, Jones, Page og Plants første koncert, på Egegård Skole i Gladsaxe (som i dag har mindeplade om samme, hvilket Jimmy til sin store begejstring erfarer denne eftermiddag).

- De frivillige fik lidt af en uventet Led Zeppelin-koncert, fortæller Jørgen.

Rockhistorikeren Jimmy Page, med en hukommelse om eget virke som en elefant, har glemt det, og nærmest kaster sig tilbage i stolen, da han pludselig kan genkalde sig situationen for 46 år siden.

  

Jimmy Page fotograferet under en pressekonference på et galleri i København.
Jimmy Page fotograferet under en pressekonference på et galleri i København. Foto: Jørgen Angel
Vis mere

Morer sig kosteligt

Vi snakker om The Whoosh – Jørgen Angels ikoniske foto af Page fra K.B. Hallen 1970. Det har optrådt i et hav af bøger og artikler. De to morer sig kosteligt over, at organisationen The Music Union, hvis selveste opus morandum, som Jimmy Page udtrykker det, er at beskytte loven om ophavsret, har brugt billedet i årevis uden at sørge for de fornødne tilladelser fra hverken Jimmy eller Jørgen, eller i øvrigt betalt nogen af dem så meget som en skaldet en-krone. På iPad-filmen kan man se, hvordan Jimmy så at sige, brækker sig af grin over situations absurde ironi.

Jimmy bladrer opslugt i ’Beat mm’ og går i detaljer om, hvordan Jørgen var på stedet, greb øjeblikket, fangede æraens stil og attitude, havde fingeren på pulsen, og indkapslede tidsånden og musikkens bevægelser.

F.eks. med Yardbirds, som 15-årig, i perioden, hvor Jimmy med egne ord udtænkte visionen om det, som blev til Led Zeppelin. På et tidspunkt, hvor mange havde mistet interessen, efter at Jimmys gode venner, hhv. Jeff Beck og Eric Clapton, havde forladt ensemblet.

Fagfolk med gensidig respekt, men også med overraskelser. Jimmy foreslår stilfærdigt Jørgen at slukke og tænde for apparatet, da sidstnævnte går i panik over, at kameraet er slået på video, hvilket han ikke aner, hvordan man ændrer.

Akkorder på luftguitaren

Jørgen takker med eftertryk for Jimmys yderst generøse aftale med de fem udvalgte fotografer til Limited Edition af Jimmys fotobiografi, hvorefter Jimmy, med armen om Jørgen, gør status og siger:

- Du er den vigtige, og fortsætter med eftertryk, da Jørgen forlegent prøver at afværge:

- Jeg mener det, du var lige dér, da det hele skete, og han illustrerer det yderligere med et par akkorders luftguitar.

Vi er efterhånden mange i rummet, alle er glade, det her er noget ganske særligt. Jeg prøver at få det sidste i kassen, har den utilgivelige frækhed at foreslå mig selv som bassist i Jimmys nye band. Han griner svedent, men fastslår ikke desto mindre, at der bliver et nyt band, som spiller fra hele hans virke, også ud over Led Zeppelin, at det er essentielt, og at det vil overraske. Tror, vi taler 2015.

Ti minutter senere ser jeg tilfældigt Jimmy komme gående imod mig i hotelgangen, stiller mig op, peger på ham og siger: ’You look so much like Jimmy Page’. Han kommer mig i møde, trykker mig i hånden og siger ’well, I am’, og tilføjer med rævesmilet: ’Just met your companion down there’. Lige da Jimmy er drejet af til frokost, ser jeg Jørgen komme ud fra det lille hus. Han går hen imod mig med et djævelsk smil, og jeg kan se, at han er parat til at smide klør es. Kuløren viser sig at være spar:

- Ved du, hvad du aldrig har gjort: Du har aldrig pisset over kors med Jimmy Page.

  

Meget snart udkommer Led Zeppelins fjerde album i en ny remastered og digitaliseret version. Guitarist Jimmy Page har haft en stor hånd med i arbejdet.
Meget snart udkommer Led Zeppelins fjerde album i en ny remastered og digitaliseret version. Guitarist Jimmy Page har haft en stor hånd med i arbejdet. Foto: Jørgen Angel
Vis mere