Amok på kvinde på gaden

Reality -stjernen Gustav gik onsdag aften amok på det sociale medie facebook, efter en midaldrende kvinde havde overfuset ham på gaden.

Gustav beskriver i den grovkornede facebook-opdatering, hvordan han på en tur i Frederiksberg Centret med sin assistent pludselig blev passet op af en midaldrende kvinde, der spurgte, om hun måtte tale med ham i et par minutter.

- Og jeg er jo velopdragen, så det ville jeg da gerne. Men pludselig og helt ud af det blå begynder hun at råbe og skrige ad mig og begynder at kalde mig diverse ting. Så siger hun, at det er min skyld, at hendes mand er blevet homoseksuel, efter han har set mig nede i træningscenteret. Det gør så, at jeg får et anfald og går i totalt bitchflip, og siger til hende, at det er fordi hun selv er så klam, at han er blevet homo, siger en søvnig Gustav til bt.dk, da vi fanger ham torsdag morgen.

Instagram-pix

Men er det ikke bare en kompliment, at du åbenbart er så uimodståelig, at kvindens mand er blevet homoseksuel efter at have set dig?

- Jo, det er det vel lidt. Og nu når han har set mig i træningscentret, så kunne det da egentlig være sjovt at se, hvem han er. Men det er bare ikke i orden den måde, hun taler på, siger Gustav.

I den oprindelige Facebook-opdatering er sproget en tand for farverigt og grovkornet til at bt.dk kan citere direkte. Et sprogbrug, som for eksempel langt overstiger ordene 'dum' og 'naiv', der tirsdag kostede Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard 24 timers udelukkelse fra Facebook. Så hårdt er det dog endnu ikke gået ud over Gustav.

- Men jeg har fået den lukket før. Jeg havde lagt en video op på min profil af tre indvandrere, der stod og svinede mig til, fordi jeg er homoseksuel. Den var der så en masse mennesker, der anmeldte, fordi de mente, at jeg udleverer folk. Det kostede mig tre dages karantæne på min profil, siger Gustav, der mener, at Facebook trænger til et eftersyn.

- Det er jo haters, der sidder og anmelder én og får profiler lukket. For mig er det jo en katastrofe, hvis min profil bliver lukket. Der er over 150.000, der følger mig. Det er en af de måder, jeg kan brande mig selv på. Og selv om jeg måske ikke er helt vild med DF, så kan det da heller ikke være rigtigt, at Pia Kjærsgaard ikke kan sige sin mening på Facebook uden at blive udelukket. Jeg troede, at der var ytringsfrihed her i landet, siger Gustav til bt.dk.

Foreløbigt har 16.445 Facebook-brugere 'synes godt om' Gustavs Facebook-opdatering, mens godt 1.200 har givet deres mening om episoden til kende.