Den populære skuespiller, Morten Grunwald, har blot en hovedrysten til overs for beskyldningerne om faderskabet til Axel Strøbye og Lone Hertz hjerneskadede søn, Tomas

Da bt.dk fanger Morten Grunwald på telefonen for at høre, hvad han siger til anklagerne, sukker han dybt og siger med tydelig irritation i den velkendte stemme: Ingen kommentarer.

Og selv om skuespilleren ikke vil uddybe sit korte svar, er det tydeligt, han er møgtræt af historien om det påståede faderskab.

I bogen, "Axel Strøbye - en tragisk komedie" fortæller Morten Grunwald, at selv om han betragtede Axel Strøbyes og Hanne Borchsenius beskyldninger som både bizarre, mærkelige og ottekantede, bar han alligevel over med parret. Og især med Hanne Borchsenius, som han kendte helt tilbage fra deres fælles elevtid på Det Kongelige Teaters elevskole.

De sendte ellers et brev til Morten Grunwald, som han kalder for bizart i bogen, hvor parret havde vedlagt adskillige fotografier af Grunwald og Tomas. Det bizarre bestod i, at de havde tegnet oven på billederne, så han og Tomas ifølge Grunwald selv vitterligt lignede hinanden.

Måske var det derfor, Morten Grunwald aldrig bar nag til Hanne Borchsenius for hendes beskyldninger mod ham. Tværtimod bevarede han et fint forhold til skuespillerinden og talte ofte i telefon med hende, efter Axel Strøbys død tilbage i 2005.

Men efter Borchsenius og Strøbye havde sendt det bizarre brev til Morten Grunwald, nævnte hun aldrig selv faderskabssagen for Grunwald igen.

Hanne Borchsenius døde i marts i år. Da hun blev bisat mødte Morten Grunwald op med en smuk bårebuket bestående af hvide blomster, sammen med sin hustru gennem mange år, Lily Weiding. Større indflydelse havde de påståede anklager mod Grunwald alligevel ikke haft på forholdet mellem de to tidligere skuespillerelever og kolleger.