Den svenske sangerinde Carola tilbragte for nyligt en uge på Kos med at hjælpe de mange flygtninge, der kommer til den græske ø. Hjemme i Sverige har hun åbnet sit hjem for nogle af de mange, hun mødte på rejsen.

Carola Häggkvist er især kendt for at være en Melodi Granprix-favorit i hjemlandet Sverige. Men nu er den 49-årige sangerinde kommet i mediernes søgelys takket være noget helt andet end vindmaskine og pophits.

Midt i september drog hun til Kos for at hjælpe de mange flygtninge. Det fortalte hun mandag på sin Instagram-profil.

»I dag vil jeg fortælle om mine livsændrende dage og oplevelser på Kos, hvor jeg tog ned den 11. september i en uge for at hjælpe til, så godt jeg kunne i kampen for medmenneskelighed for vores brødre og søstre fra Mellemøsten,« skrev hun blandt andet på det sociale media.

I et interview med Dagens Nyheter fortæller hun nærmere om beslutningen om at rejse til den græske ø:

»Efter årets sommerturné kunne jeg slappe helt af derhjemme. Men alle de billeder og reportager om desperate flygtninge, der forsøgte at komme til Europa, sled i mig. Jeg kunne mærke, at jeg måtte gøre noget mere konkret. Jeg ville hjælpe midt i nøden med kærlighed, tøj og penge,« fortæller Häggkvist.

Det blev det tragiske billede af den lille døde dreng Aylan på stranden i Tyrkiet, der gav sangerinden det sidste skub:

»Da jeg læste om Aylan, kunne jeg ikke længere sidde stille og se til. Til sidst bookede jeg en rejse til Kos, hvortil mange flygtninge kommer fra Bodrum i Tyrkiet. Dagen efter kom mit datter Zoe også og mit barnebarn Emma til Kos,« tilføjer hun.

Inden afrejsen samlede sangerinden tøj og sko fra sin egen garderobe og tog med til dem, der havde brug for det og hjalp i en uge sammen med de mange andre frivillige, der er samlet på øen.

»Jeg indså, at der findes en større mening med livet end at blive for bekvem og ikke at turde åbne sit hjerte i handling også,« fortæller hun om oplevelsen.

Efter en uge på Kos rejste Carola hjem, men vel hjemme i Sverige fortsætter hun med at hjælpe flygtninge:

»De fantastiske mennesker, som jeg mødte dér fra hele Mellemøsten er på vej til blandt andet Sverige, Tyskland og Belgien. Nogle af dem er allerede kommet til Stockholm. Fem af dem bor hjemme hos mig. Det var den nemmeste løsning lige nu,« fortalte hun ifølge Expressen i morgenprogrammet TV4 Nyhetsmorgon.

Tirsdag aften deltager Carola sammen med en lang række andre svenske kunstnere i velgørenhedskoncerten 'Hela Sveriga skramlar' i Globen i Stockholm.