Hun er født og opvokset i Kolding, hvor hun i 1980’erne var kæreste med både Jan Mølby og Stig Rossen. Gitte Peters blev også gift og fik børn, indtil hun en dag pludselig mødte kunsten. I dag er hun en feteret og efterspurgt kunstner, der bor i Monaco og har atelier i Provence, og sælger malerier, der efterspørges til helt op til 350.000 kroner stykket

Du skal følge og arbejde for dine drømme, for så kan alt lade sig gøre.

Sådan lyder rådet fra 46-årige Gitte Peters, der foreløbig har haft et liv, der kan tage pusten fra de fleste. Det skriver Kolding Ugeavis

Hun er født og opvokset i Kolding, var fotomodel og kæreste med Jan Mølby og Stig Rossen, blev senere gift og fik to børn, inden hun pludselig en dag mødte kunsten. Næsten overnight blev hun en efterspurgt kunstner, der i dag er flyttet til Monaco, hvor hun trives med at være en del af den hektiske metropol. Senest deltog hun tidligere på måneden ved en galla-auktion dinner med Robert Redford i Monaco: ”Jeg har det godt og er glad. Men jeg har også det motto, at hvis man ikke kan starte dagen med at sige tak, er der noget, man skal lave om”, siger den 46-årige kunstner.

Men lad os lige skrue tiden tilbage til Kolding, hvor hun er født og voksede op i det, som hun kalder for et trygt hjem:

”Jeg er vokset op i en meget musikalsk familie med fire børn. Det første, jeg husker, er faktisk min mor, der skrællede appelsiner til os fire børn, mens vi hørte tysk hitparade, og min far spillede klaver”, griner Gitte Peters, der voksede op i Brændkjær-kvarteret.

”Jeg kan huske, at jeg troede, jeg skulle være forfatter, for jeg levede meget i min egen drømmeverden og tilbragte mange timer på mit eget værelse”, erindrer hun.

Meget af tiden gik dog også med at spille badminton i den gamle badmintonhal på Tvedvej, og så blev hun ungomskæreste med byens store fodbold-idol, Jan Mølby, der var med til at spille Kolding IF op i 1. division, inden han drog til Ajax Amsterdam:

”Og jeg flyttede jo med Jan derned. Jeg havde kendt Jan, før han blev professionel, og han var dengang mit livs kærlighed. Men da jeg så den stjerne-status, der var i Amsterdam, blev jeg alligevel overrasket. Det var helt kunstigt. Men jeg nåede da at blive Amsterdam-mester i badminton”, griner Gitte Peters og tilføjer så:

”Men jeg tog hjem med broken hearts, for det skulle ikke være os, selv om jeg elskede ham”. Kæreste med Stig Rossen

Faktisk kom hun hjem til Kolding, hvor hun i Intersport på Akseltorv overtog den læreplads, som Jan Mølby netop havde forladt. Samtidig begyndte hun at komme på den daværende kunsthåndværkerskole, hvor hun snusede til noget af det, der senere skulle blive hendes helt store passion.

En tid som fotomodel, hvor hun oven i købet endte med at drive sit eget lille modelbureau, fulgte også, og så mødte hun endnu en Kolding-dreng, der senere blev berømt. Stig Rossen:

”Efter Jan var det Stig. Efter jeg kom hjem fra Amsterdam havde jeg fået min datter, Mia, sammen med Sten, der også var fodboldspiller. Og så mødte Mia og jeg Stig, som i starten bare var en god ven, men pludselig var vi kærester. Stig, Mia og jeg havde det rigtig godt sammen. Men Stigs store drøm var at blive skuespiller og søgte derfor om optagelse på skolen i London. Men da Stig tog til London, blev jeg hjemme. Det skulle ikke være den samme historie som med Jan. Men det er da sjovt, at jeg har været kæreste med dem begge, før de blev berømte”, indrømmer hun. Harmonisk familieliv

Efter Stig Rossen mødte hun senere Gorm, en tysk direktør. Hun flyttede til København og fik sønnen Mark sammen med ham. Faktisk var hun i en årrække hjemmegående og tog sig af børnene:

”Det var et rigtig harmonisk familieliv i trygge rammer. Mit liv var mit hjem, mine børn og min mand”, fortæller Gitte Peters.

Men så kom den store omvæltning i midten af 1990’erne:

”Gorm og jeg havde været på krydstogt i Caribien, og da vi kom hjem, tog jeg på galleri. Her var der bare et billede, der gik direkte i solar plexus, ”Sådan et vil jeg også udstille en da”, sagde jeg og tilføjede ”Jeg ved ikke hvordan, men det vil jeg”, og på vej hjem, købte jeg staffeli og maling og gik i gang”, fortæller hun. Glemte tid og sted

Et helt nyt liv tog sin begyndelse:

”Jeg fandt fuldstændig ro og afklaring med mig selv. Der var ingen vej tilbage. Det var ligesom at blive forelsket, og det endte desværre også med at koste mig mit ægteskab. Gorm syntes også, det tog overhånd, for når jeg malede, glemte jeg simpelthen tid og sted”, fortæller Gitte Peters.

Naturligvis ikke nogen nem beslutning. Men igen valgte hun at følge sin drøm:

”Jeg har altid været god til at mærke efter, hvad der føles rigtigt. Og så har jeg også været parat til at tage konsekvenserne. Selvfølgelig har børnene været det vigtigste, og dem er der blevet sørget for. Men ellers har jeg haft det sådan, at hvis bare jeg kunne male, kunne jeg leve på en sten”, fortæller hun. Hurtigt gennembrud

At kalde Gitte Peters for et naturtalent som maler, er måske næsten underdrevent. I hvert fald kom hendes gennembrud på mindre end et år:

”Jeg havde malet et billede til Gorms søster, der boede i Hamborg. Hun tog det med hjem, og der viste hun billedet til sin nabo, der havde et galleri. ”Det kunne han godt sælge”, fik jeg at vide, og så fik hun et til med hjem. Senere mødte jeg i København en galleri-ejer, der ville lave en udstilling med mig, og det gjorde vi så med musik, hvor det var MoonJam, der spillede. Det blev en god udstilling”, erindrer Gitte Peters. Hun begyndte som kunstner med at male portrætter, og endte via ekspressionistiske billeder i de impressionistiske malerier, hun laver i dag:

”Det er klart impressionisme, jeg laver. Man kan se, hvad det er - men det overlader også en del til fantasien. For eksempel laver jeg roser - men fader dem ud, så det giver stof til eftertanke”, forklarer hun.

En gammel kone

Fra Kolding gik vejen til København - og kunstnerlivet har nu bragt hende til Monaco, hvor hun bor, mens hun har atelier i Fayance i Provence:

Hun elsker livet i den pulserende metropol, hvor hun også er involveret og har doneret billeder til Eco Art, der med den royale Prins Albert arbejder for rent vand i verden.

”Det er et eventyr, og der er masser af berømtheder i Monaco. Men det er også et sted, hvor drømme bliver til virkelighed, fordi Monaco er en kosmopolitisk metropol fyldt med mennesker, der både kan og vil gøre en forskel. Det er ikke, fordi de er berømte, de gør det”, fortæller hun.

Således deltog hun også tidligere på måneden ved et velgørenheds-arrangement med Robert Redford, hvor pengene går til at redde træer i verden.

”Jeg har stor lyst til at hjælpe andre og gør det, når jeg kan”, fortæller hun.

Faktisk har hun fundet et rigtig godt liv, fastslår hun:

”Jeg har det godt og er glad”, fortæller hun om sit liv, der ikke i øjeblikket indeholder en mand:

”Jeg bor alene, og faktisk var der forleden en af mine gode venner, der sagde: ”Gitte, du lever som en gammel kone. Du læser og maler hele tiden - og det er nok egentlig rigtigt”, griner hun.