Den seneste uge har Gitte Nielsen brugt på at komme sig efter weekendens druktur i Los Angeles. Nu takker hun de mange fans, der har skrevet hilsner til deres idol på sitet brigittenielsen.com.

- Tilbagefald er en del af helbredelsesprocessen, skriver hun i sit eget bulletinboard. Med helbredelsesprocessen tænker hun naturligvis på sin misbrugsbehandling. Den startede i 2007.

Synspunktet vil møde modstand hos visse misbrugsbehandlere. Det er nærmest et religiøst spørgsmål blandt behandlere, om man anerkender det at plumpe i som en del af processen. Som et lille bump på vejen, så at sige. Eller om man mener, at et tilbagefald sender misbrugeren tilbage til start.

- Alkoholisme forsvinder ikke bare ved hjælp af recepter. Du lever med sygdommen, og du lærer at håndtere den i hverdagen. Uanset hvor stærk du var dagen før, vil du stadig have en anden dag foran dig til at blive endnu stærkere. Du tager en dag ad gangen, skriver Gitte Nielsen under synonymet GN, og slutter:

- De seneste billeder er en påmindelse om, hvor let det kan være at falde igen, hvis du ikke bliver på den rette vej i din helbredelsesproces, og og du tager din ædruelighed for givet.

Jeg vil gerne takke alle for bekymring, kærlighed og støtte, skriver Gitte Nielsen.

Gitte Nielsens bulletinboard på det officielle site er fyldt med hilsner fra de lande, hvor hun er mest kendt: Danmark, England, Tyskland og USA. Alle støtter hende varmt. Enkelte råder hende kraftigt til at holde sig for altid fra flasken af hensyn til mand og børn.