Livet i Udkantsdanmark er faktisk værd at leve, har Jan Gintberg observeret i sit nye tv-program, men han kunne ikke drømme om selv at droppe København.

Helt ærlig, Jan Gintberg. Hvorfor skal vi dog bruge tid på at se dig tumle rundt derude, hvor kragerne vender, og hvor de færreste gider at bo?

- Vi leder hele tiden efter, hvad det vil sige at være dansker. Måske er de i virkeligheden kernen i den danske folkesjæl. Det at være dansker er, at tage den forpulede tjans at bebo de skide randområder. Det er lige fra den tid, hvor vi opdyrkede heden, hev muslinger op af Roskilde Fjord og padlede hele vejen til England og voldtog, plyndrede og dræbte for at gøre nationen større og stærkere. Det er reminiscenserne af de mennesker, der bor derude. Helt vindtørre og nok i sig selv.

Jamen, har de der danskere ude i randområderne da nok i sig selv?

- Ja, det har de. Jeg tog ud for at undersøge myten om, at de bor der af en fucking årsag, og at der ikke er nogen grund til, at vi skal ynke dem. Eller som Niels Hausgaard sagde til mig:

- Folk bor her, fordi de godt kan lide at bo her, ikke fordi de er syge. Og der er slet ikke så hængemuleagtigt eller trist, som vi går og tror.

Så det er bare fest og farver, der hvor kragerne vender?

- Der er rigtig meget at grine ad, og de har selvironien i behold derude og kan grine ad sig selv, og så længe de kan det, er der ingen grund til at give dem prædikatet 'Udkantsdanmark'.

- Selvfølgelig er der dem, der brokker sig over, at der ikke er en motorvej til alting, og at hospitalerne ikke ligger indenfor 400 meters afstand. Men der er også rigtig mange, som er innovative tosser, der laver små firmaer og begynder at producere kister, der er lavet af papir eller ægte bornholmsk sennep på glas. Der er rigtig meget iderigdom.

Hvorfor hører vi så ikke om det?

- Fordi de er skide-ligeglade. Nogle vil også gerne på forsiden af B.T. med, hvad der er sket i Spjald Kommune, men der bliver kun skrevet om dækafbrænding. Men rigtig mange er lykkelige for, at der ikke kommer sådan nogle tosser som mig derud.

Hvad har du selv fået ud af den tur rundt i det, nogle kalder 'den rådne banan'?

- At jeg har fundet ud af, at de, som bor der, er glade for at være der. Og de har ikke tænkt sig at bytte med nogen.

Ville du gerne bytte med dem?

- Nej, nej, nej. Jeg er glad for, at jeg ikke bor der. Jeg synes, jeg har udstået min værnepligt i landområderne. Jeg er født og opvokset på landet, og 3430 Lynge var landet for 35 år siden.
 
Vil du karakterisere dig selv som en bonderøv?

- Ja, for helvede. Jeg er en bonderøv. Jeg er født på en gård med 120 søer, med slagtesvin og pattegrise og 50 hektar jord, og jeg har ikke tænkt mig at vende tilbage. Jeg har tilbragt rigtig mange år på ryggen af en traktor. Jeg har stor glæde af at bo i København.
 
Er det ikke alt for letkøbt og omkostningsfrit at gøre grin med folk i områder, der i forvejen ligger ned?

- Jeg leger hele tiden med fordomme og vil gerne bruge humoren til, at vi kan grine sammen. Næste gang vil jeg til Mjølnerparken og optræde for beboerne med muslimske fordomme – og så videre til politiet og Folketinget.

Har du aldrig følt dig fristet til at gå ind i politik?

- Jeg interesserer mig for politik, men jeg er vaccineret mod at gå ind i politik ved at vokse op i et stærkt lokalpolitisk miljø og opleve al den fnidder, rævekager og studehandler og folk, der sælger helt ud af deres sjæl. Som satiriker skal man holde sig apolitisk. Kommer der en socialdemokratisk-rød regering, skal jeg kunne tage det hverv på mig at se efter, om de lever op til de høje mål, de har, eller om de om to år begynder at blive hykleriske.
 
Hvad kan få dig til at fare i flint?

- Er der noget, der kan pisse mig af, så er det, at vi har haft en såkaldt borgerlig-liberal regering, og vi har aldrig haft det så restriktivt, som vi har det nu. Med regler, IS09000-betragtninger og skemaer, der skal udfyldes, så lærerne skal bruge mere tid på skemaer end på undervisning, fordi der ikke er tillid.
 
Mange vil opfatte dig som en, der befinder sig på solsiden. Hvordan betragter du dig selv?

- Jeg vil ikke umiddelbart betragte mig selv som et heldigt menneske, men som én, der ser nogle muligheder og er parat til at arbejde hårdt. Jeg er ikke kommet legende til noget.