Det er en lykkelig tv-vært, der netop har sagt ja til sin kæreste, BT fanger over telefonen.

- Jeg er meget rørt, og vi har fejret hinanden hele dagen. Han tog sgu fusen på mig.

Trods en dårlig forbindelse til Thailand, hvor 'Vild med dans'-værtinden Sarah Grünewald i disse uger er på ferie, kan ikke selv den værste knitren fjerne jublen i hendes stemme.

Tidligere mandag lokaltid friede hendes kæreste gennem ni måneder, Rasmus Backhaus, nemlig til den smukke værtinde.

- Vi havde lejet en lille kajak, vi sejlede rundt i, og gik så i land på en helt tom strand, der var fuldstændig uberørt. Jeg gik og tog nogle billeder, og pludselig faldt han på knæ for mig med den smukkeste ring. Jeg skulle slet ikke tænke over det, jeg sagde ja med det samme. Det kom lige fra hjertet, og jeg har haft glædestårer i øjnene lige siden, siger en rørt Sarah Grünewald til BT.

Kæresten Rasmus Backhaus havde forberedt sig hjemmefra, inden de to turtelduer drog til Thailand for nogle uger siden. Han havde nemlig allerede spurgt Sarah Grünewalds far om lov til at fri inden afrejse.

- Det virker enormt naturligt og dejlig. Jeg har jo absolut fundet den mand, jeg vil være sammen med resten af mit liv, siger Sarah Grünewald.

Parret bliver i Thailand nogle dage endnu, inden de tager på rundrejse i Sri Lanka. Når de vender tilbage til Danmark, forventer Sarah Grünewald ingen stor forlovelsesfest.

- Hverken Rasmus eller jeg er nogen, der blæser store balloner op. Vi giver selvfølgelig de nærmeste et knus, men ellers bliver det stille og roligt. Det samme gælder vores bryllup. Jeg har aldrig drømt om et stort kirkebryllup, så det skal ikke være noget højtideligt, siger hun og tilføjer:

- Det skal bare være os to.