KØB PLUS!

'Gamle' Hansen er boksedement

Da demensen ramte bokselegenden, lovede lægerne, at det ikke var boksningen, der havde sendt ham til tælling. Nu viser det sig, at de tog fejl

Han er blevet tævet i ringen og har været ved at dø uden for den, men slagene til trods, har bokselegenden Jørgen ’Gamle’ Hansen aldrig fået men af sporten. Lige indtil han pludselig for nylig fik indsigt i sin egen lægejournal.

Jørgen ’Gamle’ Hansen boksede sig ind i historiebøgerne, da han i en alder af 36 besejrede den regerende Europamester Dave ’Boy’ Green i en legendarisk kamp. Sporten kostede ham bogstaveligt talt blod, sved og tårer, men i mange år troede Jørgen Hansen, at de fysiske afdrag var betalt, da han stoppede sin professionelle karriere i 1982.

Men hans nye biografi ‘Gamle Hansen’ afslører en anden og ny historie. For da journalist og forfatter Birgitte Lorentzen traf den 69-årige bokser for at skrive hans erindringer, begyndte hun at tvivle på den Alzheimer-diagnose, bokseren fik i 2004.

Forkert diagnose

Jørgen Hansens mangeårige ven, boksepromotoren Mogens Palle, tog ham med til lægen, der også tvivlede på diagnosen. En ven af huset skaffede derpå Jørgens lægejournal, og heri kunne de læse, at han aldrig var blevet indkaldt til opfølgende samtale efter de neurologiske undersøgelser i 2010. Og han fik derfor aldrig at vide, at han alligevel ikke havde alzheimers sygdom, men at hans demens i stedet skyldes følger af boksning.

- Jeg er egentlig ikke ked af den nye diagnose. Alzheimer havde været noget skidt, siger Jørgen ’Gamle’ Hansen, da BT taler med ham i telefonen.

Hørelsen er ikke, hvad den har været, og ordene kommer langsomt, på et drævende nordjysk, men hans punchlines lander præcis så lunt, som pressen beskrev dem i gamle dage.

- Jeg ved nu ikke, om jeg tror på det med boksedemens. Jeg har jo altid haft paraderne oppe, siger han og klukker hæst, inden han lufter sin reelle tvivl:

- Jeg har mange venner, der har bokset mange kampe, og de er jo ikke blevet demente.

Men i journalen står der, at hans symptomer skyldes følger af boksning. Såkaldt boksedemens, der rammer mellem 15 og 20 pct. af de professionelle boksere. Det er derfor, han omkring år 2004 begynder at glemme. Bliver mere irritabel og urimelig. Til tider opfarende.

Så både Jørgen Hansen og hans trofaste støtte gennem 46 år, Hanne Hansen, er lettede, da han endelig får diagnosen. Der sættes ind med medicinsk behandling, og det holder sygdommen i skak. Men den udvikler sig aldrig, som Alzheimer normalt gør. Og først i år får parret at vide, hvad han i virkeligheden fejler.

- Jeg synes jo, at jeg husker. Så nogenlunde. Bare ikke ting, der lige er sket. Men jeg glemmer aldrig kampene, siger han.

Fru Hansen, som hun er blevet kaldt siden brylluppet i 1966, er på én gang lettet over, at det ikke er Alzheimer og ked af det over, at det skyldes karrieren.

- Jeg bryder mig ikke om, at det skulle være Jørgens liv som bokser, der har gjort det. Jeg bryder mig ikke om ordet ’boksedemens’. Hvad med alle de andre demente, der ikke har været boksere? Eller de boksere, der ikke er demente? Men så længe han har det godt, betyder det ikke noget, siger hun.

Hukommelsen svigter

Med henvisning til de nederlag, manden af og til tog, fordi han gav op og bogstaveligt talt lagde sig ned, så tvivler hun også på diagnosens berettigelse.

- Det er ret begrænset, hvor meget han er blevet slået i hovedet. Og når det har været tæt på, har jeg altid stået og råbt efter ham ’Kan du så komme væk.

Hun griner og indrømmer, at hun af og til må ’skælde’ ham ud og sige, ’det har du jo sagt’.

- Han kludrer i børnebørnenes navne, og han kan slet ikke finde ud af oldebørnene. Hvorfor kommer de? Kan han spørge, siger hun.

Hun ved godt, at hukommelsen kan svigte. I 2010 kostede et voldsomt styrt fra en trappe hende en mindre hjerneblødning og en større operation.

- Jeg har selv prøvet at slå hjernen i stykker og ikke kunne huske. Det er bestemt ikke rart!

I 2011 var det så Jørgen, der stod for tur igen. Han blev ramt af en mindre blodprop i benet. Ikke alvorligt, men nok til at de besluttede at sælge huset, som de købte i 1969 for Jørgen Gamles første løn – 25.000 for fem kampe.

Livet i ældreboligen i Hasseris er stadig nyt, men de er glade for den lyse stuelejlighed, som hjemmeplejen kommer forbi fire gange i døgnet. Her kan Jørgen Hansen nyde sine Morten Korch-film, når ikke fru Hansen jager ham ud at gå.

- Vi havde troet, det ville blive vemodigt at skille os af med huset, men det var faktisk rart at blive fri. Vi kunne jo ikke blive ved med at passe det, siger hun.

Savner København

Der er heller ikke noget, Jørgen savner det nye sted. Men han savner ’det gamle sted’ i København, hvor han huserede som tjener på det kendte værtshus Hviids Vinstue efter sin professionelle karriere.

- Jeg savner København, det gør jeg. Jeg skulle have været derover i forbindelse med bogen, møde alle de gamle, på Hviids. Det kunne nu have været sjovt. Men det gik desværre ikke. Turen er for lang for os. Men det er også dejligt her. Det er et fint sted. Så ser jeg lidt film eller går op til Hasseris bymidte. Det er bedst for benene, og det siger fru Hansen. Det må jeg hellere høre efter.

’Gamle Hansen’ er skrevet af journalist Birgitte Lorentzen. Udkommet på People’s Press

Læs også: