Tidens største popdiva

GaGa i galskabskassen

Lady Gaga

Nogle kalder hende nok mere gak end GaGa, selv kalder hun sig 'performance artist' – hun er tidens største popdiva. Kunstnernavnet er Lady GaGa (Foto: Scanpix) Se stort billede

Nogle kalder hende nok mere gak end GaGa, selv kalder hun sig 'performance artist' – hun er tidens største popdiva. Kunstnernavnet er Lady GaGa.

Flammende bryster på scenen! Et sceneshow i sparsomme gevandter og med et kropssprog, som kunne få en striptease-danserinde i et anløbent etablissement til at rødme.

Videoer og tekster af et tilsnit, så censorer verden rundt har opgivet at redigere dem for at reducere de seksuelle beskrivelser.

Hun er kvinden bag de udødelige ord: - Jeg hader at have fucking bukser på. Jeg foretrækker bodystockings – de er også nemmere at danse i!

Hun indrømmer lystigt, at hun skrev sit hidtil største hit 'Just Dance' - på fem minutter mens jeg havde nogle forfærdelige tømmermænd!

Hun strippede første gang til sit allerførste show. Da publikum ikke ville holde kæft under koncerten, smed hun tøjet, til hun stod tilbage i trusser, netstrømper og højhælede sko. SÅ holdt de kæft, og koncerten kunne fortsætte.

Hun er Lady GaGa – de sidste to års største sensation på dancepop scenen.

Som mere end antydet indledningsvis bliver musikken i 23-årige Stefani Joanne Angelina Germanottas (GaGas rigtige navn) udadtil spillet af andenviolinisten, mens Lady GaGas person står forrest på scenen. Og det er ikke kun, fordi hun er sangerinden hér.

Bikini af glas

Selv nægter Lady Gaga at hun skulle være specielt provokerende.

- Nej, det fatter jeg sgu’ ikke. Og da slet ikke hér i 2009, hvor vi har set det meste, som hun sagde til overtegnede, da vi mødtes i Monaco tidligere på året.

Siden dengang har Stefani brilleret med at optræde i en bikini af glas (!), en boblekjole af plastic og en toga lavet udelukkende af lyserøde post-it sedler, men hun hævder hårdnakket, at hun til hver en tid ville fremstå så outreret – også selv om hun aldrig var blevet popstjerne.

- Jeg var nødt til at undertrykke mine kunstneriske ambitioner i mange år, fordi man gjorde nar af mig, har Lady GaGa sagt i et interview med den britiske avis The Independent.

- Men nu er jeg kapslet inde i min galskabs kasse, og jeg kan gøre, hvad der passer mig.

Næppe en kommentar man ville høre magen til fra andre popdivaer som Britney Spears, Mariah Carey eller Christina Aguilera. Men Lady GaGa ER heller ikke som de andre.

Man kan naturligvis mene, at hun i lighed med så mange andre på dancepop-scenen er en konstruktion, men i så fald er konstruktionen Stefani Germanottis egen: hun skaber sine egne shows, hun designer scenerne, vælger kostumerne og skriver al musikken selv.

Warhol og Bowie

Nå jo, og så kunne hun aldrig – Britney Spears´ seneste turné in mente – DRØMME om at mime på scenen.

Lady GaGa nægter at omtale sig selv som popsangerinde. Snarere opfatter hun sig med sine egne ord som »performance artist«. Hendes store forbilleder er de kunstnere, som har udvisket grænserne mellem de populære kunstformer – om det er popkunstneren Andy Warhol eller rockens kamæleon David Bowie.

Folk, der – som hun selv – har skabt en kunstnerisk identitet, som de har levet helt ud. Set udefra i 24 timer i døgnet.

- Jeg ville aldrig vise mig offentligt i en sweater for at undslippe paparazzierne, som hun har sagt.

- Det ville ikke være fair overfor mine fans. Jeg gad da heller ikke se David Bowie i træningsdragt. Min kunst er ikke kun personificeret i min musik og mine videoer, men i hvert eneste øjeblik, jeg ånder.

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: