Social, ligestillings og integrationsminister Manu Sareen (RV) måtte forlade sin VIP-plads under Grand Prix-finalen lørdag, efter han havde ramt sig selv det sted, der gør aller mest ondt på mænd.

Under den vilde Grand Prix-finale var Sareen så uheldig, at vende en konfetti-kanon omvendt, så ladningen ramte ham selv i skridtet på klos hold.

Uheldet skete, da han samtidig med de andre tilskuere skulle fyre en udleveret konfetti-kanon af under den vilde Grand Prix-finale lørdag aften.

Her sad han ved siden af livsstils-eksperten Jim Lyngvild, der mandag ikke kunne dy sig for at "sladre" om Manu Sareens smertefulde uheld på Facebook:

- Til Eurovisionen sad jeg ved siden af dejlige Manu Sareen... Alle havde fået udleveret konfetti-kanoner, der på et tidspunkt skulle fyres af. Et mageløst syn... Dog var der et hul i konfetti-regnen, da Manu havde valgt at vende den om, så konfetti-kaskaden hamrede direkte ind i hans pik i stedet. Jeg var ved at pisse i bukserne af grin, da han jamrende måtte haste bort, skriver Lyngvild på sin Facebook-profil.

I ligestillings, social og intergrationsministeriet bekræfter pressetalsmand Andreas Relster, at Manu Sareen kom til at fyre den udleverede konfetti-kanon af mod sit eget skridt, og måtte forlade tilskuerpladserne et stykke tid under Grand Prix-finalen for at sunde sig oven på vådeskuddet.

- Det er korrekt, at Manu Sareen havde et lille uheld, og kom til at fyre kanonen omvendt af, så den ramte ham selv. Uheldet skyldtes, at det var svært at se, hvilken vej den (kanonen, Red.) skulle vende, forklarer Anders Relster til BT.

Manu Sareen selv havde ikke lyst til at kommentere det ærgerlige konfetti-uheld, der dog ikke fik ministeren til at forlade festlighederne lørdag aften. 

Ministeriets pressetalsmand fortæller, at Sareen ikke havde brug for førstehjælp, da han kom til at fyre kanonen omvendt af under Grand Prix-festlighederne, og at Sareen bare lige skulle 'sunde sig ovenpå uheldet' lørdag aften.

Ministeren er således mødt planmæssigt på arbejde mandag morgen som normalt.

- Manu Sareen er okay nu, siger Anders Relster til BT.