"Superstar"-kæledæggen vil atter pryde skærmen hos musikkanalen MTV - denne gang som vært

Efter en karriere som popsanger prøver 25-årige Christine Milton nu kræfter med jobbet som studievært på fuldtid.

Ifølge sitet Tvtid.dk er Milton blevet ansat på musikprogrammet "Transistor", hvor hun dagligt vil præsentere musik for seerne sammen med Mattias Hundebøll fra partybandet Rock Hard Power Spray.

Det er dog ikke første gang, de prøver det sammen:

"Mattias og jeg spillede sammen fornylig på Zoo Bar. En DJ mixer er alligevel en kompliceret størrelse. Rock bed skeer med elektronisk og pop på et fyldt dansegulv. Det må være et godt udgangspunkt for 'Transistor'. Måske. Jeg glæder mig helt vildt," udtaler Milton til Tvtid.dk.

Sangerindens stemme og smil brændte sig fast i Danmarks bevidsthed, da hun medvirkede i anden sæson af "Popstars" på TV2 i 2003. Efterfølgende storhittede hun med nummeret, "Superstar".

Du kan opleve dynamitduoen, Milton/Hundebøll fra d. 6. september fra kl. 10 til 14.