Daniel Sørensen - af mange bedre kendt som Danny Kool -  vil servere den bedste burger i Aarhus.

For halvandet årti siden var Daniel Sørensen som 12-årig rapstjerne med kunstnernavnet Danny Kool.

Nu vil han sammen med vennen Christoffer No lange burgere over disken fra adressen Østergade 14, hvor Aarhus Læderhandel tidligere lå.

Det skriver Jyllands-Posten.

Menukort på det nye spisested bliver let at overskue, for det indeholder kun to ting: En hamburger og en cheeseburger. Den nye burgerbutik får navnet WeDoBurgers og åbner 18. april.

»Hvis vi holder det simpelt, kan vi til gengæld lave de to bedste burgere i byen. Der er ikke noget med gourmet og foie gras. Vi er langt fra Michelin og caféernes grovboller. Burgeropskriften er meget simpel: En bolle, bøf, ost, tomat, løg, pickles, sennep, ketchup og salat. Men ingredienserne skal være af den bedste kvalitet overhovedet,« siger Christoffer No til Jyllands-Posten.

Daniel Sørensen udgav sit første album i 1998. Titlen var »Danny«, og salget rundede de 80.000, mens opfølgeren »Styrer Verden« fra år 2000 cirka solgte det halve.

I 2011 flyttede Daniel Sørensen til Aarhus, hvor han lancerede sit eget pladeselskab kaldet Rooster Records. Samme år fik han desuden comeback med gruppen Danny Disco og Shamanen, der gør sig i den elektroniske genre.

Lyt til Danny Kools store hit 'Senorita' her: