I en hidtil hemmeligholdt video forholder den amerikanske skuespiller Bill Cosby sig for første gang til de anklager om voldtægt, der er kommet frem for nylig.

Det er det internationale nyhedsbureau Associated Press, der onsdag har offentliggjort slutningen på et to uger gammelt interview med den 77-årige skuespiller og hans hustru, Camille Hanks.

Temaet for interviewet var egentlig en kunstudstilling, men i slutningen af interviewet begynder journalisten at spørge ind til de beskyldninger om voldtægter, den amerikanske komiker Hannibal Buress kom med mod Cosby i oktober måned.

Læs også:

På tidspunktet for interviewet, som fandt sted den 6. november, var der kun én beskyldning mod Cosby. Men efter flere kvinder, heriblandt den tidligere topmodel Janice Dickinson, de seneste dage er stået frem og har anklaget Bill Cosby for at have voldtaget dem, da de var yngre, har AP altså nu valgt at offentliggøre den hidtil hemmelige del af interviewet.

Svarene fra Bill Cosby er dog så som så:

- Nej nej, det svarer vi ikke på.

- Der er intet svar.

- Jeg taler ikke om det, lyder de korte svar fra Bill Cosby på journalistens gentagne spørgsmål om anklagerne.

Læs også:

Da interviewet er overstået, indleder Bill Cosby så en diskussion med journalisten, hvor han beder om, at den sidste del af interviewet ikke bliver offentliggjort.

Se interviewet og den efterfølgende diskussion i sin fulde længe i videoen herover.

Bill Cosby har ikke udtalt sig om anklagerne, efter foreløbig en håndfuld kvinder er stået frem. Men konsekvenserne er alligevel til at tage at føle på for den indtil for nylig så populære og højtelskede skuespiller, der er kendt fra tv-serien ’The Cosby Show’.

Således er interviewaftaler i flere store talkshows blevet aflyst, ligesom tv-stationen NBC har skrottet planerne om en ny tv-serie med Cosby, og Netflix har droppet en særudsendelse om ham.