’Solen skinner aldrig på en gogo-bar’ er en hårdkogt, humoristisk krimi om danske mænd på vulkaner i Thailand. Men det er også en satirisk samtidsroman, hvor forfatteren Henrik List sætter spot på mediernes sensationsjagt og ikke mindst på det nye borgerskab: Smagsdommerne. Den kreative middelklasse.

Det, han forstår ved en storbydemografi af veluddannede danskere, der mener at have patent på de rigtige holdninger. Og som bl.a. er forargede over den såkaldte sexturisme i ferieparadiset Thailand, hvor også danske singlemænd i alle aldre søger kærligheden - på en anden måde end man kan gøre det i hjemlandet.

Romanens fiktive sexskandale er inspireret af sagen omkring Jørgen Leth, der beskrev sit forhold til en ung kvinde i Haiti. Ligesom han senere har fotograferet og filmet (sex med) yngre kvinder. Henrik List ser dog hverken sin nye bog som et forsvar for prostitution eller for 'gamle grises' ret til at dyrke sex med unge kvinder i den tredje verden.

Aftjent sin værnepligt

- Jeg synes, at jeg har aftjent min værnepligt i den prostitutionsdiskussion. Jeg har sågar skrevet en hel debatbog, ’Sidste nat i kødbyen’, over det tema, siger Henrik List, da BT møder ham på en thailandsk restaurant på Vesterbro. Og fortsætter: Men "Solen skinner aldrig på en go-go-bar" er ikke en debatbog, selvom nogle journalister og anmeldere åbenbart har misforstået dét. Det er en roman. 100% fiktion.

Uden antydning af sammenligning i øvrigt kan man sige, at PHs humanistiske efterkommere i dag har overtaget ’den offentlige mening’, som den gamle arkitekt og samfundsrevser gjorde livslangt oprør imod. Det gør Henrik List også i mange af sine bøger.

De sætter dagsordenen

- Jeg tager gas på nutidens borgerskab, som kun til dels er et økonomisk betinget borgerskab. For det bedre borgerskab, hvis værdier f.eks. PH gjorde grin med, inkarneres i dag ikke længere af en grosserer, der sidder i en patriciervilla i Hellerup og ryger cigar, mens han skovler penge ind, siger List og tilføjer:

- Det nye borgerskab består jo af yngre mennesker, der bor i store ejer- eller andelslejligheder i København samt i de største provinsbyer.

De stemmer venstrefløj eller radikalt, har typisk humanistiske universitetsuddannelser og arbejder i de kreative brancher - medier, kultur, reklame, marketing. De mennesker, der i dag kalder sig den kreative klasse - og som jeg selv tilhører. Den samfundsklasse, der sætter dagsordenen for resten af landet. I hvert fald holdningsmæssigt i medierne, siger List.

Det nye borgerskabs værdisæt er på mange måder lige så småborgerligt som det hos den brede, almindelige, lavere uddannede middelklasse, som de kreative til gengæld føler sig højt hævet over.

Avantgarde og first movers

- Mange af de dér pæne mennesker, der har 1,7 barn i gennemsnit og kun køber økologiske varer, kan altså godt komme til at virke lidt frelste og selvretfærdige. Det er ikke engang nødvendigt at formulere de uskrevne regler, når man sætter sig til bordet under PH-lamperne til middagsselskaberne.

For alle ved på forhånd, det er okay at stemme radikalt, SF eller Enhedslisten, men decideret pinligt at stemme på DF eller Liberal Alliance. Det er okay at høre Nick Cave, C.V. Jørgensen og Mikael Simpson, men pinligt at være fan af Hansi Hinterseer, Rasmus Seebach eller heavy metal. Det er tilladt at kunne lide årgansvin, Nyt Nordisk Køkken, sushi og tapas. Men taberagtigt at drikke håndbajere, spise fastfood og ryge cigaretter, siger List. Med mindre der er tale om hipster-ironi, selvfølgelig!

Er den kreative klasse de nye konservative?

- Ikke partipolitisk men værdimæssigt. For selvom man i denne samfundsklasse opfatter sig som first movers, er der egentlig ikke ret mange af de kreative, som rykker først eller flytter noget som helst. De fleste af dem bruger egentlig bare deres frihed og dannelse til at gå i det samme tøj, læse de samme bøger og have nogenlunde de samme meninger som deres ligesindede i stedet for at forsøge at finde sig selv eller gå imod strømmen. Det er nutidens svar på ’Emma Gads takt og tone’.

Den ene af romanens to fortællere og hovedpersoner, den unge, ambitiøse journalist Rune, der netop er repræsent for krea-middelklassen, går på jagt efter en berømt, men skandaleramt dansk billedkunstner, der er gået under jorden i den syndige, dampende hede badeby Pattaya, 160 kilometer syd for Bangkok. Rune kommer på en rejse ind i et dekadent natteliv fuld af frække fristelser, der ligger meget langt fra det økologisk bæredygtige resort på Bali, hvor han tidligere har været på ferie med sin kæreste. Men han udvikler sig alligevel som menneske og vokser med opgaven i de fremmede kulisser.

Mere hjemmevant i miljøet færdes den lettere fallerede og fordrukne freelance-reporter Bob, der har boet fire år i Pattaya efter at være blevet fyret fra en tabloidavis i København. Han er måske nok en midaldrende mand i krise, men også en livsnyder og en kosmopolit, der skildrer skandalen om den forsvundne kunstner, den tolerante seksualitet og den thailandske kultur med sit eget galgenhumoristiske, desillusionerede insider-blik.

Bedre end alle andre

- Vi vesterlændinge har fået ind med modermælken, at vi er bedre end alle andre. Det er den politiske korrekthed om igen. Vi hvide har de sidste 500 år udnyttet den tredje verden. Missioneret for kristendommen. Stjålet råvarer og ødelagt oprindelige kulturer. Efter koloniæraen, som gudskelov er slut nu, rejser vi så ud med en form for holdningskolonialisme. Nu vil vi fortælle dem, hvordan de skal leve deres liv. Selvretfærdigheden skriger til himlen.

Har du svært ved at forstå, at mange har det svært med den åbenlyse prostitution med mindreårige? Som f.eks. i Pattaya.

- Der ER ingen 'åbenlys prostitution med mindreårige i Pattaya'. Jeg har været der fem-seks gange, i nogle tilfælde boet der i flere måneder, og jeg har aldrig nogensinde set den slags. Alle de unge kvinder, mænd og ladyboys, der arbejder på go-go-barer og så videre, skal være fyldt 18 år og bære et gyldigt ID med mikrochip. Det er et rent mediefantom af den slags, som jeg også laver satire over i min nye roman.

- Jeg respekterer, at andre har andre holdninger end jeg - fair nok. Jeg har derimod et problem med folk, der absolut mener, at alle andre mennesker burde leve ligesom dem, fordi de jo ved bedst. En klog mand sagde engang: ’Jeg vil altid gerne lytte til mennesker, der leder efter sandheden, men jeg gider ikke lytte til dem, der siger, at de har fundet den.’ Jeg er meget skeptisk over for Sandheder med stort S. Jeg skriver bøger for at skildre andre sider af virkeligheden end dem, man normalt møder i dansk skønlitteratur, så jeg leder jo stadigvæk og har heller ikke selv fundet sandheden.

Fakta om List

henriklist.dk

Henrik List, 48, har i alt udgivet 15 fag- og skønlitterære bøger. Igennem mere end 20 år har List som både forfatter og journalist især skrevet om storbyliv, undergrundsmiljøer og international pop-, sub- og ungdomskultur. K

Kærligheden til bohèmer, outsidere og skæve eksistenser er et gennemgående tematisk træk i et forfatterskab. List var fastansat kulturjournalist og anmelder af litteratur, film og musik igennem 13 år på Berlingske Tidende (1991-2004), hvor han også skrev de berømte/berygtede, ugentlige ’Henne om hjørnet’-gonzoklummer.

Som freelance-journalist har han også skrevet for Euroman, Ud & Se, Wonderland, Arena, Fokus, Tidens Mand og Tidens Kvinder m.fl., men koncentrerer sig nu primært om sit forfatterskab. ’Scener fra Sunset Boulevard’, ’Kære fucking dagbog’, ’Pussyland – Historier fra Amerika, ’Sidste nat i Kødbyen’. Især den sidste skabte stor debat.