Forfatteren m.m. Klaus Lynggaard udsender en bog om at miste livsmodet under kemobehandling efter en kræftoperation for to år siden.
Digte fra kemo-helvede. Sådan kan man beskrive en stærk samling tekster, der fredag udkom under titlen ’Personfølsomme oplysninger’.
Bogen, der handler om at være dødssyg af kemoterapi og miste livsmodet, er skrevet af forfatteren m.m. Klaus Lynggaard, der i årevis har været anmelder på Information. Han er især kendt for romanen ’Martin og Victoria’.
Det er ikke første gang, forfattere bearbejder deres ’tungekys med døden’ på skrift, men det er sjældent gjort så på én gang nøgternt og følelsesladet.
I efteråret 2014 fik Lynggaard taget et røntgenbillede af sine lunger. Det viste sig, at der sad en stor tumor tæt på spiserøret.
Han blev opereret med det samme. Fik det overraskende godt bagefter. Men så takkede han ja til den efterfølgende kemobehandling med stoffet cisplatin. Det blev indgangen til fire måneder i ’helvedes forgård’.
Var ved at blive slået ihjel
»Jeg følte, at jeg var ved at blive slået ihjel af kemoterapi. Som var jeg medlem af klubben ’De overlevede kræften, kuren slog dem ihjel’. Hvis det var livet, så var der ikke noget at leve for,« siger Klaus Lynggaard.
Vi møder ham i hans hus ved en gård i nærheden af Hørsholm. Hans gadekryds Tedda gør ihærdige forsøg på at opdrage på Lynggaard og BTs to udsendte.
Klaus Lynggaard var og er en del af en indflydelsesrig 80er-generation i dansk kultur: Martin Hall, Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Sort Sol, Lars H.U.G. Der blev givet og taget.
»Udover småskavanker har jeg været en lykkens pamfilius indtil nu. Jeg pådrog mig en herpes fra et pigebarn engang i firserne, hvis det er det værste, kan man godt klare det. I betragtning af, hvor hårdt jeg har levet med alkolhol, smøger og narko og en ikke af Sundhedsstyrelsen anbefalet kostplan, er jeg sluppet ret billigt,« siger han og fortsætter:
»Det var mit eget valg at sige ’ja tak’ til kemoen. Efter råd fra en god ven besluttede jeg ikke at stritte imod. Jeg fik tre sider med mulige bivirkninger, du kan sætte flueben ved dem alle. Bortset fra at jeg ikke blev skaldet. Efter bare to dage lå jeg i min seng, kunne hverken spise eller drikke eller gå på toilettet.«
»Jeg fik det dårligere og dårligere. Jeg kunne ikke tåle lugte. Så gik det indimellem bedre. Og så dårligere igen. Det fortsatte sidste år frem til sommeren. En af bivirkningerne var, at jeg ikke kunne bruge mit ene øje. Jeg troede, at jeg havde fået en hjernetumor. Det var det heldigvis ikke.«
Men da det så allerværst ud, og Klaus Lynggaard overvejede, om han nogensinde ville komme til at skrive igen, opdagede han, at han kunne bruge sin telefon.
»Jeg kunne hverken læse eller bruge min computer. Jeg lå med min iPhone i hånden - fuldstændig ligesom et barn med en bamse. Så opdagede jeg den funktion, der hedder Notes.«
Noter blev bog
»Hver gang noget faldt mig ind, kunne jeg skrive det ned i Notes. Der sad nok en forfængelig fætter et eller andet sted i baghovedet og mente, at jeg burde lave et åndeligt testamente. Hvis og såfremt.«
Efter en periode blev der trappet ned for kemomedicinen efter hårdt pres fra de nærmeste pårørende og patienten selv.
Klaus Lynggaard begyndte at få det bedre. Fik ligefrem en smule appetit tilbage. Noterne er nu efter hård redigering blevet til ’Personfølsomme oplysninger’.
Du er kendt som musikmenneske. Har du brugt musikken i din heling?
»Lige før jeg blev syg, købte jeg en genudgivelse af Wings’ ’Venus and Mars’.«
»Pauls musik er på mange måder en meget livsbekræftende musik. Paul var popsmeden, der kunne trylle den ene magiske melodi ud af ærmet efter den anden. Han er måske aldrig blevet taget så alvorligt tekstmæssigt som John Lennon. Jeg havde ikke brug for de tunge sange.«
»Jeg havde brug for Paul, der sang de der sange som ’Let ’Em in’, ’Letting Go’, ’Rockshow’ - det ramte mig. Og så gik jeg i McCartney-frenzy. Især 70er-pladerne. Jeg blev ramt af ’Silly Love Songs’, hvor han synger ’Love isn’t Silly at all’. Det er en kliché, at kærligheden kan fikse alt - men jeg havde ikke klaret det uden mine nærmestes og mine venners kærlighed,« siger Klaus Lynggaard.
Ikke helt objektiv
Han var naturligvis til stede som Informations udsendte, da McCartney spillede i Herning i juni.
»Jeg er bange for, at den anmeldelse ikke var helt objektiv,« indrømmer han med et grin.
Læger burde lære at tale med patienterne’
Læger burde lære at tale med deres patienter, mener Klaus Lynggaard. En del af teksterne i hans ’Personfølsomme oplysninger’ handler om lægernes teknokratsnak.
»Jeg prøver at undgå at være moralsk, at prædike, når jeg skriver. Lægerne reddede mit liv. Men jeg er rystet over at opleve diverse lægers manglende pædagogiske evner. De glemmer, at der sidder et bange og sygt menneske. Selvom man er omgivet af de nærmeste pårørende og gode venner, så er der en dyb, dyb ensomhed,« siger Klaus Lynggaard.
»Mine tekster om læger handler om sprog. Om lægens manglende sprog. Når man er syg, er man også bange, medmindre man er BS Christiansen. Alle ved, at når man er bange eller angst, er man ikke så skarp på tingene. Da har man brug for pædagogik. Man får en teknokratisk snak med diverse fagtermer om, hvordan det ser ud på skærmene.«
»Skal jeg leve eller dø? Det er det, man gerne vil vide. Deres sprogbrug kan godt gøre dig endnu mere skræmt. Hvis jeg har et budskab, er det, at hvis det der lægestudie er så langt, så kan de vel godt forlænge det med fjorten dages kursus i at tale med folk: I vil komme ud i en verden, hvor I vil møde utrolig mange syge mennesker. Bag diagnoserne er der patienterne og de pårørende,« siger han og fortsætter:
Kærlighed til sygeplejersker
»Så vil jeg skynde mig at sige, at der også er en sygeplejerske til stede. Og hun er der som et søm med at oversætte, hvad der bliver sagt. Min kærlighed til sygeplejerskerne er usvækket. Jeg forguder dem, de bærer hele omsorgsbyrden i sygehusvæsenet,« slutter forfatteren.
