Husker du lærerinden Sille fra 1. sæson af 'Forbrydelsen'? Søndag aften modtog kvinden bag, den 38-årige skuespillerinde Mette G. Madsen den ultimative hyldest for en dansk revyskuespiller.

Hun blev kåret til 'Årets Dirch' i 'Revyernes Revy, der fandt sted i Cirkusrevyen. Dansk revys svar på Amalienborg. Revyernes Revy har efterhånden udviklet sig til en prisfest på linje med Årets Reumert og Bodil- og Robertpriserne fra hhv. teater- og filmbranchen.

'Årets Dirch', der naturligvis er opkaldt efter revykongen med efternavnet Passer, hedder også 'Årets Revykunstner'. Den uddeles af fire danske journalister efter de har set samtlige årets revyer.

Mette G. Madsen blev valgt frem for en af de mest garvede i dansk revy, Henrik Lykkegaard, og den knapt så kendte John Batz. Lykkegaard holder et frikvarter fra Cirkusrevyen, hvor han ellers har slået sine folder i årevis, i år. Frikvarteret har han tilbragt i Nykøbing F-revyen.

Mette K. Madsen slog denne sommer sine folder i Dragsholmrevyen, der har fundet fodfæste i det danske revyland. Den roses af alle revyeksperter for sin vilje til at gå nye veje og samtidig holde fast i traditionerne. Måske derfor blev revyens primus motor, Bente Eskesen belønnet med prisen 'Årets æreskunstner'.

Dansk revylyriks nestor, Carl-Erik Sørensen fik prisen for årets tekst, 'Vi' da ik' misundelig' fra Cirkusrevyen.

Nykøbing F.revyen modtog prisen som 'Årets revy'. En - fortjent - kulmination på direktør Flemming Krølls stærke satsning i år med nævnte Lykkegaard, Henrik Koefoed, Pernille Schrøder og Mette Marckmann.

Arrangøren af forestillingen er Skuespillerforeningen af 1879. Charlotte Guldberg var aftenens veloplagte konferencier.