Black Sabbath-forsanger Ozzy Osbourne måtte sammen med sin kone Sharon skynde sig ud af deres hus i Los Angeles, da der torsdag morgen lokal tid opstod brand i stuen. Ozzy slap med forbrændinger i ansigtet og måtte sige farvel til øjenbryn og en del hår efter et forsøg på at slukke ilden.

Og årsagen til branden? Såmænd fordi kone Sharon havde ladet et stearinlys brænde i stuen, mens de selv befandt sig på en etage ovenover. Det afslører hun selv i det amerikanske tv-show The Talk.

- Klokken fem hørte jeg noget, der lød som metal, der faldt på gulvet. Jeg troede, det var min husholderske, så jeg undersøgte det ikke. Men et par minutter senere begyndte mine øjne at svie og min hals snørede sig sammen. Og så begyndte hundene at gø, siger hun og fortæller, at parret derefter gik nedenunder og blev mødt af et forfærdeligt syn.

- Hele stuen var i flammer, den knirkende lyd, jeg har hørt var lyden af glasholderen med stearinlyset, der eksploderede. Lyset var af voks og var løbet ud over det hele, bøger og alting stod i flammer, siger fru Osbourne. 

Og næsten som fra en scene af reality-showet familien Osbourne lagde navn til, forsøgte Ozzy, der dagen før var blevet opereret og derfor havde armen i gips og slynge, at slukke ilden med sin indbundne arm, mens Sharons forsøg på at dæmme op for flammerne kun gjorde situationen værre, erkender hun.

- Alt det man ikke må gøre, gå i seng mens der er levende lys, åbne døre og lukke luft ind, og hælde vand på ilden, alt det gjorde vi, fortæller hun åbent og ærligt.

Beverly Hills’ brandmænd får da også en stor tak med på vejen fra Sharon Osbourne, der efter den chokerende oplevelser gav dette råd til de amerikanske seere:

- Husk at tjekke stearinlysene, inden du går i seng.