Den 51-årige sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen bliver far til juni for tredje gang.

»Jeg glæder mig helt vildt, og det giver virkelig mening at have børn. Jeg regner med at det bliver en pige, det er åbenbart mit lod i livet,« siger Jimmy Jørgensen, der i forvejen har datteren Sally på 25 år med forlagsdirektør Lise Ringhoff samt Billie på fire et halvt med skuespiller Signe Egholm Olsen, som han altså nu venter sit andet barn med:

»Vi glæder os rigtigt meget. Alle er glade og ved godt mod, og graviditeten går godt,« siger Jimmy Jørgensen til BT.

»Vi har lige smidt puslebordet ud, men jeg tror lige, at vi kan grave en gammel klapvogn frem, ellers skal vi nok have have nyt babyudstyr,« siger skuespilleren, der bliver 52 år d. 11. juli, og godt er klar over, at han bliver en ’halvgammel far’, selvom han er holdt op med at tælle år:

Se også: Martin Brygmanns datter i kærlighedsduet med Jimmy Jørgensen

»Jeg holdt op med at tælle engang i 40’erne. Jeg vil hellere fejre de andres fødselsdag end min egen,« ler Jimmy Jørgensen, der hygger sig som hjemmegående far med den kommende storesøster, indtil der kommer en ny beboer på matriklen:

»Jeg er hjemmegående med Billie for tiden, fordi min kæreste arbejder på Det Kongelige, hvor hun laver ’King Lear’. Vi er nødt til at skiftes til at arbejde om aftenen, så nu går jeg hjemme og laver mad og henter barn. Det er mega-hyggeligt, og hvis ikke jeg lavede det, så ville jeg vel bare gå ud og feste. Så giver det her lidt mere mening.«

Ambassadør for Børns Vilkår

Apropos børn så er Jimmy Jørgensen netop blevet ambassadør for Børns Vilkår.

»Jeg synes egentlig, at det er meget passende, når jeg nu snart har tre børn, og man kan ligeså godt bruge sin tid på at gøre noget godt for andre«, siger Jørgensen.

Efter sommerferien er det hans tur til at være ude om aftenen, når han skal være med i Beethoven teaterkoncert på Bellevue, hvor han skal boltre sig på scenen med blandt andre Baal-sangeren Bjørn Fjæstad og Claus Hempler i Nikolaj Cederholms musikalske fantasi om den klassiske komponist Ludvig van Beethoven.