35-årige Amy Schumer kommer til København på fredag med sit stand up-show. Intet tabu vil forblive ubetrådt, og det vil komme mange til gode.

»Jeg kom til at overraske ham, mens han onanerede. Han spurgte: »Er du vred?« Og jeg svarede: »Nej, men det virker da som om, at du er det. Jeg mener: hold da kæft! Skylder den dig penge eller hvad?«

Hvis man har billet til den 35-årige amerikanske komiker Amy Schumers show i Forum på fredag, kan man forvente stand-up af ovennævnte kaliber: Rå, sexfikserede anekdoter der lige svirper så meget med halen, at selv de største bedemænd må slippe grinet løs.

Blandt standuppere er det formentlig kun Louis C.K. (der også lige har gæstet Danmark), der har samme sikre greb om publikums grinerefleks som Amy Schumer og er parat til at overskride lige så mange grænser.

Mens mange nutidige kvindelige komikere, såsom Saturday Night Live’s Kristen Wiig, med succes benytter en svært citérbar kropskomik, er Amy Schumer dog, trods de seksuelle grovheder, en gammeldags komiker i den forstand, at hendes humor baserer sig på punchlines, der også fungerer på skrift.

»Jeg gik hjem med denne her franske fyr, fordi han sagde noget sødt til mig a la »jeg har en lejlighed!« kunne i princippet have været en vits fra Woody Allen, en anden selvudleverende, sexfikseret komiker med samme, aldrig svigtende sans for at turnere en vittighed.

Amy Schumer er selvsagt rundet af en betydelig grovere tidsalder end den 80-årige Woody Allen, og hvis man er typen, der døjer med »tonen« på de sociale medier, er det ikke sikkert, at Schumer er ens favorit-Medova.

Findes der et ømtåleligt emne, kan man nemlig være sikker på, at Amy Schumer får trampet hen over det. Ligesom hos Louis C.K. (som ikke er jødisk) er jødiskhed et af dem, og hun fortæller om sin barndom, så man både griner og krymper sig.

»De andre børn kaldte mig ikke Amy Schumer, de kaldte mig Amy Jew-mer. Jeg glemmer aldrig den sommer, hvor alle børnene skiftedes til at smide småpenge til mig. Og jeg syntes bare, det var fedt!«

Schumers joke-miks

Amy Schumers jokes afspejler et liv, hvor det i perioder har været livsnødvendigt at tage tingene med humor af den mørkeste sortering. Hendes families møbelfirma gav hende en barndom i velstand, som brat blev afbrudt, da faderen blev alvorligt syg og gik fallit. Narko, sex og børn er normalt emner, der ikke skal blandes sammen, men Amy Schumer holder sig ikke tilbage. Hun fraråder eksempelvis småbørnsforældre at sove i samme seng som deres babyer:

»Det er bedre, at babyer sover for sig selv, især hvis man har drukket, brugt stoffer eller er meget overvægtig. Det giver mening, for hvis du er fuld, stenet eller tyk, og vågner midt om natten, så kan sådan en baby godt ligne en lækkerbisken. Jeg har selv spist mærkeligere ting«. Amy Schumer begyndte sin karriere som stand up-komiker på The Gotham Comedy Club i New York I 2004 og gjorde sig så bemærket i NBCs standupkonkurrence »Last Comic Standing«, at hun blev et hovednavn i de amerikanske comedy-klubber.

Det store gennembrud kom i 2013, da sketchshowet »Inside Amy Schumer« viste, at hun besad et gedigent skuespillertalent ved siden af de svitsende standup-bemærkninger. Sammen med et stærkt hold af kvindelige talenter fik hun med stor fingerspidsfornemmelse udleveret moderne kvinders passivt-aggressive omgangsformer, herunder de fjendskaber der opstår, når de indbyrdes kæmper om at være hinandens bedsteveninder. Flere episoder, hvor en tyrannisk damebladsredaktør presser sine ansatte i en stadig mere sexfiksceret retning, afspejlede hendes midlertidige, virkelige job som skribent for damebladet Cosmopolitan.

Amy Schumer fik sidste år succes med sin første film, »Trainwreck«, der kan ses som et forsøg på at videreudvikle rollen som ansvarsløs drukmås, og samme år blev hendes standup show for HBO, »Live at The Apollo« belønnet med fire Emmy’er.

Hun kan blive en kende repeterende i sin konstante kredsen om sit eget udseende, sin vægt og sin umættelighed, hvad sex angår. Men de, der for alvor står i skudlinjen for hendes satire, er de, som bruger sociale medier til at udskamme og genere andre mennesker. For ofrene for digital mobning er Schumers stand up-visdom som en trøstende arm om skuldrene:

»Jeg har det godt med mig selv. Jeg ved da godt, hvordan jeg ser ud. Folk vil gerne bolle med mig, men de vil ikke ligefrem blogge om det,« siger hun.

Amy Schumer har været der selv, og hun vil gerne dele følelsen med os.