For et par dage siden kunne BT bringe en række modelbilleder af den tidligere statsministers datter. Nu har BT talt med Christina Rasmussen, som er på en solbeskinnet Skanderborg-festival, hvorfra hun fortæller om drømme for fremtiden, skiløb og sit job som model.

Hvordan går det med din modelkarriere?

- Karriere er så meget sagt, det er bare sådan et fritidsjob. Det er jeg meget glad for. Nogle gange er der lidt stille perioder, andre gange er der meget på én gang, siger Christina Rasmussen, som videre fortæller, at det aldrig har været målet for hende at gøre en professionel karriere som model.

Split

Selvom Christina Rasmussens bureau, BASIC CPH, mener, at hun er en alsidig model, der sagtens ville kunne lave sexede undertøjsreklamer, er dette ikke et trusselsbillede, man behøver at bekymre sig om i NATO.

- Nej ikke undertøjsbilleder. Det har jeg ikke haft nogle planer om at lave. Der er lidt en naturlig grænse mellem de ting, siger Christina Rasmussen og understreger, at hun aldrig kunne drømme om at stille op til nøgenbilleder.

Skiløb, sprog og Skanderborg

Den 28-årige brunette har tidligere reklameret for Netto, Fakta og H2O Sportswear, og hun udtrykker sin tilfredshed med sine projekter for detailhandlen.

- Det, synes jeg, er fint. Jeg handler selv i Netto, så jeg kunne ikke se, hvorfor jeg ikke skulle reklamere for dem, siger Christina Rasmussen.

I øvrigt har den tidligere statsministers datter læst fransk på universitetet og også undervist privat i det. Skiløb er en af hendes helt store interesser, og når spørgsmålet falder på drømmende for fremtiden, er skiløb da også en af tingene, der bliver nævnt.

- Jeg drømmer om at få en familie og børn og om at have det godt. Jeg har ikke sådan en specifik karriereplan - det tager jeg sådan lidt, som det kommer, siger Christina Rasmussen, som lige nu hygger sig med sin kæreste og venner på Skanderborg-festivalen.