Finn Nørbygaard har aflyst alle show på turneen ‘Finn forfra - Skøre Finn i en time’, der skulle have været landet rundt de næste par måneder. Det var ellers meningen, at komikeren skulle turnere med et lidt anderledes og skørt one-man show.

Men en lukrativ aftale, der formentlig betyder et bredere publikum, var for god til at sige nej til, så nu er 'Finn forfra'-showene skrottet. Til gengæld arbejder den folkekære komiker på et nyt show, der gerne skulle blive klar til efteråret.

- Kontakten med de nye samarbejdspartnere opstod kort før jul helt spontant, og jeg kunne straks se nogle spændende muligheder, som også i et længere perspektiv kan få stor betydning, siger Finn Nørbygaard.

Og det nye show, der også indeholder muligheder for tv-optagelser kan blive en indbringende forretning for Finn Nørbygaard, der er ved at finde sine ben igen efter sit økonomiske kollaps og efterfølgende skilsmisse sidste år.

Ifølge Allan Olsen fra Bondrup Communications, der står bag beskeden om det nye show, bliver det en slags 'relancering af den gode gamle Finn Nørbygaard'.

- Det bliver nok mere af den folkelige Finn, og der kommer mere på end i det show, der skulle have været nu her, siger Allan Olsen og fortæller, at de sidste aftaler med scenefolk og musikere er ved at falde på plads.

Sidste år proklamerede komikeren ellers, at han var færdig med forestillinger for 'Hr. og Fru Jensen', og at ‘folkelige Finn’ skulle på afspadsering.

- Jeg ved ikke, om Skøre Finn passer ind nogen steder, og jeg er ligeglad. Folkelige Finn var altid meget optaget af den slags, men jeg vil ikke sammenligne mig med andre komikere. Jeg er ude på ballade igen, sagde Finn Nørbygaard til bt.dk i november.

Men nu tyder alt altså på, at der til efteråret igen bliver plads til Finn Nørbygaard, som man kender ham fra ‘Mig og Elvis’ og ‘Musik og fis’.

- Det er lidt af en opmuntring for ham.  Det er godt, at der er nogen, der tør tro på ham igen og investere i ham, siger Allan Olsen.

Dem, der allerede har købt billetter til 'Finn forfra - Skøre Finn i en time', kan få pengene refunderet der, hvor de har købt billetterne.