Da 34-årige Mira Wanting den 22. december døde, skete det efter et års kamp mod livmoderhalskræft. Et år hvor hun forsøgte alt for at komme den ondskabsfulde sygdom til livs

Da den etablerede lægevidenskab gav op, forsøgt Mira selv at finde alternativ behandling, der kunne sikre hende længere tid at leve i. Men det var faktisk hendes agent, veninden Lene Seested, der introducerede Wanting for manden, der endte med at behandle skuespilleren.

- Jeg har igennem mange år kendt en alternativ behandler. Austin Goh, hedder han. Han er fra Malaysia, men bor i London. Han flyver hele verden rundt og behandler folk med fantastiske resultater til følge, fortæller Lene Seested til BT.

- Det var mig, der opfordrede Mira til at tage kontakt til ham. Jeg lærte ham at kende, da han for nogle år siden behandlede en, jeg kender, der stod overfor en livsændrende operation. Gohs behandling gjorde faktisk, at hun blev fuldstændig rask. Da hun senere var til tjek på hospitalet, kunne lægerne intet se af røntgenbillederne. De kunne ikke forstå, hvordan det kunne ske, siger hun.

Mira Wanting Split


Austin Goh var i Danmark to gange med kort tids mellemrum for at behandle Mira. Begge gange var han her i tre dage, hvor hun modtog intensiv behandling.

- Hun mærkede nogle markante forbedringer efter behandlingerne. Dels var der tale om en stor smertelindring, men også andre ting, som jeg har lovet familien ikke at gå i detaljer med. Da Mira allerede efter første behandling kunne se fremskridt, gav det hende ekstra energi og mod til at fortsætte kampen.

- Det var også derfor, at Austin Goh blev fløjet ind anden gang. Mira troede - og håbede - virkelig på, at hun ville overleve. Lige til det sidste, fortæller hun.

Selvom det selvsagt ikke er gratis, at flyve en behandler ind fra udlandet, så har det ikke kostet Mira Wanting noget.

- Den første behandling betalte jeg. Det var mit bidrag til Miras kamp. Anden gang gjorde han det gratis, fordi Miras situation og historie berørte ham ret meget.