De sidste par uger har mildest talt været hektiske for den 20-årige blogger og reality-kendis Fie Laursen. Tirsdag kom det frem, at hun ikke længere er single.

Fie Laursen har fået en ny kæreste. Det offentliggjorde hun på sin Facebook-profil, hvor det allerede er strømmet ind med lykønskninger. Og den nye fyr er også kendt fra reality-verdenen.

Det er nemlig Adam Wichmann, der var med i programmet 'De tre Wichmanns', der blev vist på Kanal 4 i efteråret 2015.

Også han har bekræftet forholdet på sin Facebook. Og over for Se og Hør bekræfter Fie Laursen, at hun har fundet sammen med den 28-årige Adam Wichmann, men ellers har hun ingen kommentarer.

Det har ellers indtil videre været en barsk måned for den 20-årige blogger. Den 4. oktober fortalte hun på sin blog, at hun er gravid. Noget, der på ingen måde var præget af lykke, og Fie Laursen fortalte åbent, at hun overvejede enten abort eller at bortadoptere sit barn.

Fie Laursen havde i første omgang slet ikke tænkt sig at dele sin graviditet med omverdenen, men ifølge hende selv kunne en af hendes nærmeste ikke holde på hemmeligheden.

Hun fandt ud af, at hun var gravid, mens hun var i USA, og faren til barnet har hun efter eget udsagn et meget anstrengt forhold til. Det vides ikke, hvem han er.

Tre dage efter hun havde offentliggjort graviditeten, meddelte hun, at hun havde taget valget om en abort.



'Dette bliver min første og sidste abort. Jeg ønsker en graviditet igen, men med den rigtige, og jeg har virkeligt fået babykuller af det her. Det er ikke, fordi jeg kun ønsker et barn med en mand, jeg gifter mig med og flytter sammen med,' lød det fra Fie Laursen.

Den 20-årige blogger skal efter planen have foretaget en kirurgisk abort den 28. oktober.