Bloggeren Fie Laursen afslørede tirsdag på sin blog, at hun er gravid. Men meldingen er ikke præget af lykke over nyheden, for Fie Laursen står med en meget svær beslutning mellem abort eller bortadoption.

'Jeg skriver dette med en kniv i hjertet og tåre ned af mine kinder. Jeg er havnet i den situation, jeg frygtede, nemlig at pressen har fundet ud af at jeg er gravid og så allerede et par dage efter en positiv test havnede i mine hænder og min verden væltede sammen,' sådan skriver den unge blogger i et opslag på sin blog tirsdag.

Dermed står Fie Laursen frem og fortæller om det dilemma, som den gravide kendis befinder sig i. For nyheden om graviditeten skulle bestemt ikke have været fremme. Tværtimod havde Fie Laursen kun betroet sig om graviditeten til nære venner over en hemmelig profil.

Her var billedet af den positive test blevet sendt til de nærmeste, men der gik ikke lang tid, før det billede ifølge Fie Laursen blev lækket til den danske presse.

»Det var virkelig kun vores bedste venner, der vidste det. Jeg troede slet ikke, at de ville sige det til nogen,« fortæller Fie Laursen der tirsdag aften talte med BT.

Hun fandt ud af graviditeten under en rejse i USA og har nu valgt at afbryde turen og rejse hjem 15 dage før tid, for at kunne komme på hospitalet.

Den unge blogger havde bestemt ikke tænkt sig, at omverdenen skulle inddrages i hendes graviditet - for Fie Laursen er endnu ikke sikker på, hvad der skal ske med barnet. Dermed kan abort komme på tale, og lige præcis det emne, har Fie Laursen tidligere haft en meget stærk holdning til.

Da realitystjernen Amalie Szigethy tidligere på året indrømmede, at hun i sine yngre dage havde fået foretaget fire frivillige aborter, var Fie Laursen en af de stærke stemmer i debatten.

Dengang sammenlignede hun blandt andet abort med Hitlers massemord under Anden Verdenskrig og skrev på sin blog:

'Jeg forstår ikke folk, der støtter aborter, men det er vel let for folk at støtte det, når det ikke er dem selv der bliver dræbt. Jeg mener, at alle graviditeter er en gave fra Gud og fortjener at leve, jeg forstår ikke man kan få sig selv til at tage livet fra sit eget kød og blod, at man kan tage sådan et valg imod en hjælpeløs lille sjæl,' skrev hun blandt andet.

Men nu står den unge stjerne i selvsamme dilemma. Netop derfor havde hun også håbet, at hendes graviditet kunne undgå mediernes søgelys, da hun vidste, at hendes stærke holdning til abort ville komme på banen.

»Jeg ved stadig ikke hvad der skal ske, om jeg skal have en abort, eller om jeg skal bortadoptere det. Det er så svært,« siger Fie Laursen i telefonen til BT og fortæller, at hun stadig har det meget svært ved tanken om abort.

Ifølge Fie Laursen er hun cirka otte uger henne i graviditeten og kan allerede mærke tegnene tydeligt. Og netop derfor har hun valgt at tage hjem, så hun kan komme direkte på hospitalet.

Det er anden gang, at Fie Laursen fortæller om en graviditet. I februar afslørede kendisbloggeren nemlig, at hun havde været gravid, men mistede barnet.

Fie Laursen har længe været en kendt blogger, men kom i maj måned særligt i medierne for den store afsløring af sine årelange løgne. Blandt andet fortalte kendissen, at hun havde været på en rejse til Canada, men under afsløringen af sit nye og sande jeg, fortalte hun, at hun slet ikke havde været inde i landet, på grund af uorden i papirerne.