I sin selvbiografi fra 2011 af- slørede Frederik Fetterlein, at han havde været alle sine kærester utro. Men det har ændret sig, bedyrer den 45-årige levemand, der er forlovet med den 26-årige Andrea Tolic, som han har kendt i lidt over et år.

»Det er nok fordi, jeg er blevet lidt ældre og har fået lidt mere ro på. Man er mere glad for dét, man har,« lyder det oprigtig stolt fra Fetterlein, der har adskillige brudte forlovelser og en enkelt skilsmisse i bagagen.

»I begyndelsen skulle vi jo lige lære hinanden at kende, men så har det holdt ved. Hun er også meget involveret i mine børn, så det fungerer skidegodt. Hun er en sød pige,« fortæller Fetterlein om sin 19 år yngre kæreste, som han også bor sammen med.

Parrets bryllup er blevet udskudt et par gange, men ser nu ud til at blive afholdt i april.

»Jeg har bare haft for travlt med optagelserne til min nye serie til at kunne være med i planlægningen. Nogle gange har vi filmet fra ni om morgenen til tre om natten. Jeg har været vant til at arbejde et par timer om dagen, så det er noget andet,« indrømmer han.

Frederik Fetterlein fik øgenavnet ’Fattiglein’, da han medvirkede i tv-programmet ’Luksusfælden’ for at få hjælp til at komme af med sin gæld på knap seks millioner. Men også dét er der styr på, vurderer han.

»Jeg har ikke så meget med det at gøre. Det er en advokat, der styrer det og sørger for, at jeg betaler nogle afdrag. Det var selvfølgelig en dum historie, men det er jo ikke meget værre end så mange andre, der sidder i et hus, der er tre millioner kr. for dyrt. Man kan jo kalde det et lån... Værre er det jo heller ikke,« tilføjer Fetterlein, der ikke ved, hvornår han bliver gældfri.