Det tog lidt tid -  men da først Jonatan Spangs nye show kom i gang onsdag aften i Bremen, var det et formidabel morsomt, i momenter direkte virtuost udført standup show.

Tænk Kafkas 'Processen', filmen 'Vi er allesamme tossede' - om Kjeld Petersen i kamp mod skattevæsenet - leveret som et halvanden time langt, velformuleret harmdirrende standup-læserbrev. Så er den ved at være der.

Det er tilfældigvis ti år siden i år, at hhv. Muhammed-krisen eksploderede og Jonathan Spang debuterede med showet 'Damer'. Umiddelbart kan det måske være svært at se en sammenhæng. Men ikke efter at set Spangs seneste show 'Jonatan Spangs Danmark' i Bremen.

Der er sket meget siden 2005.

Svært at finde sine ben

I de mellemliggende år har danske underholdere, satirikere og humorister haft særdeles svært ved at finde deres ben, når det gælder islam/indvandrerspørgsmålet. I mangel af bedre ord.

I 'Jonatan Spangs Danmark' siger han det præcist. Af frygt for at blive taget til indtægt af racisterne, som han kalder det, ender mange komikere ofte i kassen, hvor man lalleglad holder sig for øjnene; her er ingen problemer, alt er fint. Thomas Wivel og Mette Frobenius, på den ene side, og Omar Marzouk og 'Det slører stadig', på den anden, er i øvrigt klædelige undtagelser, der bekræfter reglen.

Spang tager stilling; kommer vist frem til at sige, at selvfølgelig skal man kunne gøre grin med alt, også selvom man risikerer at ende i en kasse med en masse freaks.

Og tester så i øvrigt lige sit publikum af med en noget uforløst joke, der involverer hospice og død. Som for at sige, 'Kan I tåle mosten, publikum?

Sammenlignet med stil, tekst og performance i debutshowet 'Damer' for ti år siden er Spang i dag en testoteron-bombe, når det tager ham; om det er skuespilleren eller komikeren, der blevet en bedre tekniker, eller den forvoksede teenagedreng Jonatan, der talte stolper og ned om sin mor, der er blevet en mand? Sikkert en kombination af det hele.

Er vreden, der i Spangs levering får jokes, bidder og surrealistiske absencer og til at sitre som en nerve, der har sat sig i spænd, i så fald ægte? Sådan virker det.

Skarpe refleksioner

Begavede, glasskår skarpe refleksioner; '(i 50erne) var politikerne velfærdssamfundets arkitekter, idag er politikerne viceværter, der forsøger at feje problemerne væk.'. Meget gerne til Sverige.

Vores grænser skal lukkes. Nå vil I til Sverige? Værsgo, det er denne vej. Og er der i øvrigt noget at sige til, at de vil videre, når det første, de ser er Lalandia?

Det er virkelig hårdt, at vi skal tage stilling til alt det, der foregår i Afrika. Nå ja. Det er muligvis også lidt hårdt for dem, der sulter i Afrika.

Dét er satirikerens pligt; at spidde hykleri. Når det gøres med så potente jokes, som i 'Jonatan Spangs Danmark' er fornøjelsen lige så stor som eftersmagen er kras.

Det nye show er lovlig lang tid om at komme spind. Dels er anslaget om angst for staten - skattevæsenet, især - lidt diffust. Dels hang Spang i indledningen fast i det, man kunne kalde mellem-dansk-standup-comedy-lingo, en jargon med en knivspids fynsk og jysk iblandet det københavnske.

Retorisk hårdhed

Men Spang begyndte hurtigt at snerre med en sjældent set retorisk hårdhed. Og vid. Som altid. Den skuespilleruddannede komikers timing og spil var i passager så boblevinøst suverænt, at jeg uden nogensomhelst direkte sammenligning kom til at tænke på Jerry Seinfeld i Forum for nogle år siden.

Den helt store styrke er Spangs varierede stil. Kan bedst sammenlignes med det, der nogle gange kaldes 'alternative comedy'. Omend det er et vidt begreb.

For Spang mestrer mere end traditionelle punchline-jokes og oberservationer. Hans kendetegn, små sketches, flettes ind i det andet med stænk af fysisk, absurd humor.

Dave Chappele skulle være en af de mest kendte komikere, der indimellem gør sig i den genre. I England bl.a. Eddie Izzard, der i sin tid  introducerede den i en lille dansk klub.

Man kan indvende, at Spang hænger lovlig længe fast i nogle af sine idiosynkrasier, som f.eks. Naser Khader og især loven mod dyresex. Som også Lars Hjortshøj har set sig sur på i sit nyeste show.

Practice what you preach

Der er et par personangreb, som efter min smag balancerer på grænsen. Ja, det ligger i standuppens dna; sødme og delikat hensynsfuldhed hører ikke ligefrem til standups eksistensberettigelse, men der er steder i showet, hvor jeg tænkte, 'show some curtesy'. Især når man bemærker, at afsenderen selv kan blive stødt over arrige facebook-kommentarer. Practice what you preach.

Og lad os så i øvrigt springe let henover, hvad Spang godt kunne tænke sig at gøre ved en bestemt kvindelig venstrefløjpolitiker.

'Damer', 'Jonatan Spangs familie' og 'Bryllup' hængte tematisk sammen. På en måde er der en lille opfølgningssnas i det nye show. Men først til sidst i slutningen af anden afdeling. Seks minutter, der kan kaldes kønspolitiske refleksioner hos manden i en fase, hvor bryllupsbuketten for længst er visnet. Morsomt og originalt legemliggjort af Spang som en slags mandestripper.

For så i øvrigt at blive afsluttet med den sjoveste stunt, jeg har set i et standup show. Som ikke bare var sjov i sig selv, men også finurligt - nærmest folkeligt indrammer hele 'Jonatan Spangs Danmark'.

Spang sluttede af med at forsikre, at publikum ville gå fra Bremen og huske hans jokes om hans åbenbart bette tissemand.

Jeg husker først og fremmest et stort, begavet vanvid.

Jonatan Spangs Danmark havde premiere 17. september. BT så det 23. september i Bremen i København.