Med sin store pjuskede manke kan Felix Smith godt minde lidt om en vildmand.

Men det er ingenting sammenlignet med hans biologiske far, fortæller han til magasinet Fair Nok.

- Min far er sådan en, der har boet rundt omkring i hele verden og lavet de mest langt ude ting. Han har børn med syv forskellige damer på alle kontinenter, siger tv-værten og fortæller, at han selv har haft en ’ret normal’ opvækst i Danmark hos sin mor og stedfar.

- Men ude i kulissen har der altid været den her eksotiske mand, der rejste rundt i hele verden, som kontant boede et eller andet nyt sted, og som altid havde gang i noget, der enten var dybt kriminelt eller bare meget sjovt og spændende, siger Felix Smith, der som barn drømte om at leve et lige så eksotisk liv som sin far. Derfor tog han som teenager til Australien for at bo sammen med ham.

- Og så krakelerede billedet selvfølgelig fuldstændig. Hans liv var jo slet ikke så eventyrligt, som jeg havde forestillet mig, indrømmer han.

- Han boede bare i et lille skur på en strand og havde i bund og grund et ret trist liv. Alle de modige valg, han havde truffet, havde også haft nogle store omkostninger. En af de omkostninger er også, at han aldrig har fået et ordentligt forhold til nogle af sine børn, siger Felix Smith, der selv har valgt at leve et mere typisk kernefamilie-liv med kæreste Marie og deres treårige søn Theodor.