Den danske succesinstruktør valgte at sige tak for hjælpen til Læger uden grænser, som ydede en kæmpe hjælp i forbindelse med Oscar-vinderen 'Hævnen'.

Og udelukkende derfor satte hun sig mandag aften i den varme stol i TV 2 programmet 'Hvem vil være millioner' sammen med sin stedsøn.

- For han er meget klog, griner Susanne Bier, som sammen med Jesper Winge Leisners søn fik hevet ikke færre end en halv million kroner hjem til det gode formål.

- Han var skidegod og vi supplerede hinanden så godt, fordi vi kunne forskellige ting. Godt gået ikke, siger hun med stolthed i stemmen.

Men selvom den danske instruktør er vant til at begå sig overalt i verden og sjældent hører til de mundlamme, var hun alligevel overrasket over sig selv i netop den stol.

- Jeg følte mig underligt usikker på alting. Hvis jeg var blevet spurgt, hvad min adresse var, ville jeg have været nødt til at tænke efter, siger Bier til bt.dk og fortryder ikke, at hun stoppede, mens legen var god.

- Selvom man bliver enormt bidt at det, ville jeg simpelthen ikke risikere at sætte det hele over styr ved at forsætte op til millionen.

- Havde vi svaret forkert, havde vi stået med kun 50.000 kroner. Og jeg synes trods alt ikke, at jeg ville gamble med 450.000 for min egen forfængeligheds skyld, siger Susanne Bier, som tidligere i år vandt både en Golden Globe og en Oscar for netop 'Hævnen'.